Dit barn vil gradvist få afføring hver dag, efterhånden som det får mere skemad og drikker af kop. Afføringen bliver mere fast, men må ikke blive knoldet. Bliver afføringen knoldet, er det et tegn på væskemangel og måske begyndende forstoppelse.
Afføringen må ikke lugte råddent eller på andre måder mærkeligt. I så fald skal I kontakte barnets læge. Hvis barnet får løsere afføring, som splatter ud og eventuelt stinker, så har det måske en infektion, eller barnet er ved at blive sygt.
Diarré kan godt være et symptom på sygdom. Det behøver nødvendigvis ikke at være en mave-tarm-sygdom. (Se også Diarré). Når dit barn starter på mindre findelt kost, er det helt almindeligt, at der kommer hele stykker ud fx af majs, ærter og gulerødder. Rå grøntsager (råkost) kan børn først fordøje, når de er 2-3 år (se også Forstoppelse).