Kære gravide sygeplejerske.
Ethanol opsuges ikke gennem intakt, normal hud – og er i øvrigt ikke mere hudirriterende end rent vand . Hudabsorption betyder derfor ikke noget i praksis, fordi det svier voldsomt, hvis huden er defekt eller der er sår på grund af exem eller lignende. Hospitalssprit indeholder ofte ethanol i højere koncentrationer, og det er ikke egnet til hånddesinfektion, fordi det udtørrer huden.
Selv ved brug mange gange i relevante situationer kan ethanol ikke påvises i blodet. Det er først muligt ved meget høje koncentrationer af alkohol i indåndingsluften – dvs. ved1000 ppm (1900 mg/m³).
Der er derfor ikke videnskabeligt grundlag for at tro, at hudkontakt eller indånding af spritdampe ved normal brug i sundhedsvæsenet kan medføre fosterskader. Heller ikke epidemiologiske studier eller erfaringer fra dyreforsøg tyder på, at ethanoldampe kan medføre skader på fosterets udvikling.
Det Centrale Afsnit for Sygehushygiejne på Statens Seruminstitut har i 2010 udtalt sig om spørgsmålet, hvorvidt der er nogen risiko ved spritdampe, når der hele tiden sprittes hænder og andre overflader i det daglige. Du kan se hele svaret på: http://www.sund-hud.dk/FAQ/SVAR_1.aspx
Under alle omstændigheder skal anvendelse af både håndsprit og hospitalssprit generelt foregå i rum med god ventilation. De gældende retningslinier for desinfektion i sundhedssektoren er udgivet af Statens Seruminstitut .
Jeg håber, at jeg med mit svar har givet dig bedre grundlag for, at du kan træffe beslutning om, hvordan du vil udføre god håndhygiejne på dit arbejde. Held og lykke med graviditeten.
Med venlig hilsen
Else Guldager
Sundhedsplejerske PhD
Med faglig sparring fra:
Per Vagn-Hansen
Speciallæge i samfundsmedicin.