Kære fagpanel.
Vi er et ekstremt udfordret og presset forældre par til en dreng på 3 år og 2 måneder.
Vi har altid godt været klar over at han er en dreng med et stort temperament og et særdeles godt sprog, hvilket alle pædagoger har gjort os meget opmærksomme på, han er meget “korrekt” i det, han er så god til sprog og kan hurtig lyde som en politibetjent, der retter andre. Han opfanger rigtig mange ting og er nysgerrig omkring, hvad alting betyder og hvorfor. Dette kan ofte starte dialoger, fordi han ikke lader noget gå hen.
Men siden vores sommerferie i uge 25-26 er hans temperament gået helt amok. Han får flip der varer alt fra 10 min til halvanden time – det starter ud med raseri, hvor der råbes hvad han er utilfreds med og hopper i gulvet, og når det er stilnet lidt af, ender vi i dialoger, og han starter nærmest selv forhandlinger og får sig selv ud på sidespor, der slet ikke kan styres.
Eksempel kan være:
Han vil ikke tage sine underbukser på, efter han har været på toilettet, og vi fortæller at man skal have underbukser på. Han får en konsekvens, hvis han ikke får dem på (slukker for tegnefilm), og så starter vreden (her må vi ofte ikke snakke og røre ved ham). Efter noget tid vil han forhandle, så kan det være mor, der skal give ham dem på, så ombestemmer han sig til far, så skulle det have været gjort i stuen og ikke på toilettet, så giver man ham dem forkert på, så sidder man forkert, og gør det osv.
Efterfølgende kan han finde et nyt problem, han ville have slukket lyset på toilettet, og så starter den ellers forfra.
Det er så hårdt og udmattende. Én ting er, at man kan holde fast i noget opdragelse, sort og hvidt, hvad man må og ikke må – men når han kører ud i de her forhandlinger, hvor han aldrig kan stilles tilfreds, er vi tomme for ideer samt energi, når man endelig får ham ned efter ca. en time.
Når han ikke har disse flip er han en meget glad og nysgerrig dreng, god til at lege selv og med andre – søger ofte nogle der er lidt ældre end ham selv, da legene så har mere sprog/dialog og så har han et højt energi niveau.
Bonus info, han skal være storebror om 3 uger.
Håber i kan hjælpe og ser frem til at høre fra jer.
Hilsen