ADBB er en screeningsmetode, der oprindelig er udviklet i Frankrig. Københavns Universitets Babylab har fået metoden oversat til dansk og uddanner nu mange af landets sundhedsplejersker i at anvende metoden.
Dit barn skal være over to måneder
Når I får besøg af sundhedsplejersken, efter jeres barn er blevet to måneder, så vil mange af jer opleve, at jeres sundhedsplejerske vil foretage en screening af jeres barns samspil med sundhedsplejersken. Det er en undersøgelse, der varer 5-8 minutter. Sundhedsplejersken bruger et skema, som systematisk vurderer jeres barns udvikling på otte punkter (se den farvede box).
Det gøres for at få en vurdering af, hvordan det går med jeres barns sociale udvikling og følelsesmæssige trivsel. Når jeres barn har passeret de første to levemåneder, så er det stille og roligt begyndt at interessere sig for de mennesker, som kontakter jeres barn.
Nogle børn er lidt mere forsigtige af natur. Og de kan fremtræde lidt mere tilbagetrukne i kontakten end andre børn. Børn er jo forskellige, og det tager testen højde for. Men når sundhedsplejersken tidligt interesserer sig for dit barns sociale samspil, så er det på baggrund af viden om, at netop barnets tidlige erfaringer med samspil danner en skabelon for barnets fremtidige sociale relationer. Det hjælper også barnet til at udvikle evnen til at håndtere stressede situationer og regulere negative følelser senere i livet (Væver, 2015).
Hvis sundhedsplejersken ser, at dit barn er lidt tilbagetrukkent på et af de 8 punkter, som hun vurderer dit barns udvikling på, så vil din sundhedsplejerske kunne råde og vejlede dig til, hvordan du ved hjælp af enkle metoder, kan støtte dit barns udvikling.
Det vurderer sundhedsplejersken
Skalaen, som anvendes til screening af hvorvidt dit barn udviser tegn på social tilbagetrækning, består af følgende 8 punkter. Din sundhedsplejerske er uddannet til at vurdere de enkelte trin på en skala fra 0 til 4.- Ansigtsudtryk
- Øjenkontakt
- Generelt aktivitetsniveau
- Selvstimulerende adfærd
- Vokaliseringer
- Reaktionstid i forhold til stimulation
- Evne til at indgå i en relation
- Opmærksomhedsinitiering og fastholdelse.
En fransk metode er kommet til Danmark
ADBB er en screening udviklet af den franske børne- og ungdomspsykiater Antoine Guedeney
Når man laver en screeningsundersøgelse, er det med henblik på at finde noget, der er afvigende fra det normale. Det er ofte en simpel metode, til at finde de få, som man er interesseret i at undersøge nærmere.
Ved så enkel en test følger altid falske resultater. Det er et vilkår ved screeningsmetoder. Resultatet kan pege i retning af, at noget ikke er, som det skal være, med deraf følgende bekymring og angst. Men de kan også pege i retning af, at alt er normalt, selv om dit barn reelt, i større eller mindre grad, har trukket sig tilbage fra sociale samspil.
Kilder:
Smith-Nielsen, J., Lønfeldt, N., Guedeney, A. & Væver, M.(2017) Implementation of the Alarm Distress Baby Scale as a universal screening instruments in primary care. International Journey of Nursing Studies, 79, s. 104-113.
Guedeney, A., Matthey, S., & Puura, K. (2013). Social withdrawal behavior in infancy: a history of the concept and a review of published studies using the Alarm Distress baby scale. Infant Mental Health Journal, 34, 516-531
Væver, MS (2015): ”Tilknytningsvanskeligheder og udsathed i spæd- og småbarnsalderen”. Kapitel i ”Udsatte børn og Unge – En grundbog”, pp. 133-148, Hans Reitzel, København