Nødprævention bruges til at undgå uønsket graviditet efter ubeskyttet samleje, fx hvis der ikke er benyttet prævention, eller hvis kondomet er gået i stykker.
Fortrydelsespille og morning-after pill er andre betegnelser for nødprævention. Nødprævention skal anvendes hurtigst muligt efter samlejet for at virke bedst. Nødprævention er ikke så effektivt som almindelig prævention, som altid bør foretrækkes, hvis det er muligt.
Hvis du vejer over 75 kg.
I 2013 blev produktinformationen for Norlevo® (levonorgestrel) ændret på baggrund af to forsøg, der viste, at pillerne er mindre effektive hos kvinder, der vejer 75 kg eller mere, og virkningsløse hos kvinder over 80 kg. På baggrund af usikkerhed om disse resultater er der nu foretaget en gennemgang af samtlige tilgængelige data på området.
På baggrund af denne gennemgang konkluderes det, at undersøgelserne ikke er robuste nok (læs de er for usikre), til at fastslå der er en mindre effekt af nødprævention hos kvinder, der vejer over 75 kg (eller for den sags skyld over 80 kg). Derfor er betænkelighederne vedrørende brug af fortrydelsespiller til kvinder med legemsvægt over 75 kg trukket tilbage 25.7.2014.
KIlde:
www.sst.dk 2014.