Hej sundhedsplejerske…
Jeg skriver i håb om, at en af jer kan hjælpe min mand og jeg omkring vores ældste søn.
Vi har to drenge som skriftede institution for 6 ½ måned siden, da vores yngste ikke fungerede i vuggestuen. Det var en helt ny vuggestue, opstartet under samme tag, som den ældstes børnehave og der var rigtig mange problemer. Derfor besluttede vi at flytte drengene, da der i forvejen havde været meget omkring den lille (han havde reflux). Vi fik desværre først en til at lytte til vores bekymringer omkring ham, da han var 1 år, på trods af utallige gange hvor vi havde prøvet at råbe sundhedsplejersker og læger op. Før han fik indkaldelse og blev sat i behandling gik yderligere 4 måneder. Det var en hård periode for os alle og min mand og jeg syntes, at det var svært at komme ovenpå igen efter manglende søvn i halvandet år.
Vi ville gerne have at vores ældste flyttede med, så det ikke gik ud over ham, at lillebror var flyttet, og da han syntes at det var spændende med en ny børnehave, især at de havde ruchebane, så vi ingen problemer i beslutningen.
Vi var for nogle dag siden til forældremøde i børnehaven. Til mødet var to pædagoger. De indledte mødet med at de gerne ville høre noget om vores søn, da han jo ikke havde gået der så længe, og de derfor ikke kendte ham særlig godt. Derefter spurgte de til hvad vi tænkte omkring skolestart, og så fik vi smidt i hovedet, at de er i tvivl, om han er klar til at komme i skole. Han er rigtig godt med bogligt både med tal og bogstaver, er god til at skrive osv. Det de er bekymret for er, at han er meget lang tid om at tage tøj af og på, og det kan ikke nytte noget, når man skal nå ind til time, samtidig er de bekymret over hans sociale evner, da han kan være meget lang tid om at svare, og de er derfor bange for at de andre børn taber interessen for ham.
Til slut sagde lederen, om vi havde en løsning på problemet. Min mand spurgte, om de ikke kunne stille nogle flere krav til ham, og det mente lederen også kunne være en løsning, men det var i mod deres tankegang. Så vi gik faktisk fra mødet uden nogen form for aftale for at hjælpe ham.
Lederen ville gerne have en samtale igen til juni, hvortil vi svarede, at vi er nødt til at have løbende dialog omkring situationen. Vi er klar over problemet med, at han er lang tid om at tage tøj på, det har han også været her hjemme. Med hensyn til at være lang tid om at svare eller at han skal spørges to eller tre gang er noget vi selv er bekymret for, og ikke har noget ide om hvordan vi hjælper ham til at blive hurtigere.
Jeg vil lige sige, at han skal ikke i skole for hver en pris, hvis han ikke er klar, så skal han selvfølgelig blive i børnehaven. Men vi havde meget underligt efter samtalen, for vi fik følelsen af at mødet begyndte med at de var i tvivl og efterhånden som mødet skred frem, ville de ikke have, at han skulle i skole.
Vi skyndte os at tage kontakt til skole og fortælle dem om problemerne, skolelederne tog det meget roligt og sagde, at det jo ikke er en færdig pakke vi skal komme med. Når hun kiggede ud på gangen kunne hun også tænke ”hold da op, der er meget at arbejde med”. Hun sagde samtidig, at det er vigtigt at børnehaveklasselæreren bliver gjort opmærksom på problemet, så hun ved hvor der skal sættes ind fra start.
Vi aftalte at de skulle have en skriftlig udtagelse fra børnehaven, og jeg tog selvfølgelig straks kontakt til børnehavelederen, som lød overrasket over, at vi havde snakket med skolen og svarede til den skriftlige udtagelse, at de altid holder et overleveringsmøde med børnehavekasselæreren.
Et overleveringsmøde synes vi bare harmonerer dårligt med, at de ikke mener, at han er klar til skole. Jeg svarede hende, at vi jo vil gør alt for vores søn. Hun svarede, at det ville de også, det er ikke den opfattelse vi får, når de ikke har fortalt os om problemet noget før, vi spørger hver dag ind til hvordan det går, og får at vide at det går godt, og der er ingen problemer.
Vores søn er meget glad for at lave opgaver både med tal og bogstaver. Han har lige fået en ny opgavebog. Han har kun lavet et par sider, da han ser op på mig og siger ”er jeg så et skolebarn nu?” hvortil jeg svarer, at det er han. Så spørger han, om han må tage bogen med, så han kan vise den henne i børnehaven, at han er et skolebarn. Jeg spørger, om der da er nogen som siger, at han ikke er, det svarer han ja til, men kan ikke uddybe det yderligere.
Det under os meget, for til forældremødet sagde pædagogen, at vores søn havde sagt til hende, at han ikke var et skolebarn. Min mand og jeg tænkte, at det måske er fordi han er meget bogstavelig, og ved at han ikke går i skole endnu, men i børnehave. Han var også syg, da de startede skolegruppen op, så måske havde de ikke fået forklaret ham det ordentligt.
Jeg spørger ind til nogle ting, som jeg ved de laver i skolegruppen, f.eks. et stamtræ, til det svarer han, at de voksne siger, at han ikke må være med. Vi kan ikke tjekke hvad der er op og ned og hvem der har ret, men hvorfor skulle vores søn lyve?!
Samtidig er vi bange for at de i børnehaven har besluttet sig for, at han ikke skal af sted i skole og så vil de ikke gøre mere ved det. Jeg er i praktik på en børneafdeling hvor jeg var med til et møde hvor en børnelæge, en pædagog og en lærer enstemmigt sagde, at de var bedst for børnene at komme i skole og så gå børnehaveklassen om, hvis der er brug for det, det ville de få meget mere ud af, og at det ikke er et nederlag for dem.
Det sagde jeg til forældremødet, hvor lederen nærmest fór op og svarede, at det overhovedet ikke er det, der er problemet, og at han skal blive i børnehaven. Vi kommer lidt i vildrede, for de havde jo sagt, at de ikke er sikker på om det overhovedet er et problem, når man så oven i købet fra en børneafdelings side anbefaler, at børn kommer af sted, så mener vi, at det ville være det rigtig at gøre.
Afslutningsvis på det omkring skoleopgaverne vil jeg lige nævne, at han resten af dagen nærmest kunne flyve. Han var så glad og stolt, ikke over at han havde lavet nogle fine opgaver, men fordi han var et ”skolebarn”. Det gælder også disse efterfølgende dage.
Vi kan ikke rigtig finde ud af, om han trives i børnehaven. Vores søn stoppede først med at bruge ble som 4 år og 4 måneder gammel, men det gik faktisk stærkt og næsten uden uheld, men da han skriftede børnehave begyndte der at komme mange uheld og det er optrappet til, at det stort set er hver dag nogle gange flere gange om dagen.
Vi har troet at det var pga. Flyverdragt, og at det ville blive bedre, når det bliver varmere. Han har aldrig uheld andre steder end i børnehaven, heller ikke selvom han er uden for, når han skal på toilettet. Jeg kom en dag og tog en pædagog i at skælde ham ud over et uheld, det forsikrede de mig om ikke var sket før og ikke ville ske igen.
Vi har prøvet at snakke med vores søn om børnehavnen og om evt. at flytte tilbage til den gamle, men han siger, at han gerne vil blive hvor han er.
Vi ved simpelthen ikke, om vi kan stole på børnehaven. Der har også været episoder omkring lillebror hvor vi, nogle gange ved et tilfælde, har opdaget, at de ikke overholder aftaler og når vi så konfrontere dem, virker de ret ligegyldige.
Vi er også bange for at de har afskrevet skole for vores søn vedkomne i denne omgang, det synes vi er bekymrende, især når de på skolen ikke lige umiddelbart er nervøse.
Vi har selv sat følgende i gang: Vi har en tid hos lægen, vi har snakket med skolelederen og skal til et møde med børnehaveklasselæreren (som heller ikke var bekymret, hun sagde at sådan er mange børn), min svigerfar, som selv er lærer, har kontaktet en bekendt, som er lærer og har arbejdet som pædagog i mange år, både i børnehave og SFO (hun siger at problemerne ikke er bekymrende og da slet ikke når det er en friskole, med få elever i klassen) og så skal han begynde til springgymnastik (som han glæder sig meget til).
Vi tænker, at det måske kan være med til at styrke det sociale, vi har ellers haft fravalgt fritidsaktiviteter, da han er meget træt, når han kommer hjem fra børnehave.
Vi synes det er en svær beslutning, vi har hele tiden selv ment, at han er klar, og det er også hvad skolen umiddelbart siger, på den anden side er vi også nød til at lytte til børnehaven. Men de er i tvivl, og hvis de ikke vil hjælpe ham med problemerne, så hjælper et ekstra år i børnehaven vel ikke, så står han vel bare stille?
Vi er godt klar over at det er svært for dig at komme med nogle ideer til løsninger på hans problemer, men hvis du har nogle ville vi selvfølgelig være lykkelige.
Vi vil også meget gerne høre din mening med hensyn til om vi bør flytte børnehave igen eller om det er alt for sent, han skal begynde i skole til august og der er ikke noget førskole? Vi ville være lidt nervøse for om pædagogerne i den gamle børnehave vil bære nag, men til gengæld ved vi også, at der er 2-3 fantastiske pædagoger i den gamle børnehave, de er desværre ikke i den gruppe han som ville komme til at gå i.
En anden mulighed ville være en tredje børnehave, som han kender meget lidt, fordi den og hans gamle blev slået sammen imens han gik der (to børnehaver, en leder). I denne børnehave går nogle af dem han skal til at gå i klasse med, der går ikke nogen i de to andre børnehaver.
(spørgsmålet er forkortet af redaktionen)
Med venlig hilsen