Kære Børne ekspert,
Jeg har en skøn og velfungerende datter på 10,5måned. Hendes far bor i Australien.
Jeg skriver da jeg simpelthen bare er blevet i tvivl om hvad der er bedst for min datter i forhold til hendes biologiske far.
Han vil gerne være far, men kun på Skype.
Han har endnu ikke set sin datter og har ingen planer om at komme og se hende i den nærmeste fremtid. (Han har altid vidst at han er velkommen og han har økonomi til at flyve herop, hvis han vil.) Han har ikke vist nogen synderlig interesse for vores datter blot et “tillykke” da hun var født.
Vores hverdag er god. Min datter er glad og tilfreds og har været en dejlig nem baby siden fødslen.
Jeg håber at jeg en dag finder en “hverdags far” til min datter. En far man kan kramme, kopiere, lege med, blive sur på og løbe i møde af glæde når man bliver hentet fra børnehaven. En far som “eksisterer”.
Det er min overbevisning at en “Skype-far” ikke er sundt for så lille et barn.
Jeg kan simpelthen ikke se at det er for hendes skyld og for hendes bedste. Jeg ville selvfølgelig rigtig gerne give min datter en hverdag med sin biologiske far, men pga. afstanden og hans nye kæreste er det ikke umiddelbart muligt.
Jeg har ingen intentioner om at holde virkeligheden og hendes biologiske far hemmelig… men når man er så lille… Skal man så ikke bare have lov at være barn med en håndgribelig far?
Jeg har svært ved at forestille mig at man kan forstå at far er ham der kommer på besøg i 7 dage en gang om året… Eller hvert andet år.
Jeg har skrevet en masse gode ting ned om min datters far. Jeg har printet billeder ud og lagt det hele i mine forældres pengeskab. For jeg ved, at dagen kommer hvor vi skal snakke om ham. Og skulle jeg af en eller anden grund ikke være her.. så er det nogle andre der skal have den snak.
Jeg er ikke ekspert. Og jeg bliver udfordret af min datters far på dette punkt.
Han mener nemlig at jeg vælger ham fra for min skyld og ikke for hendes. Han kan ikke forstå at mit liv, siden jeg blev gravid, udelukkende har handlet om hvad der er bedst for mit barn. Han er overbevist om at jeg “straffer ham”.
Min datters og mit liv er her i Danmark med bedsteforældre, fætre, kusiner, tanter, onkler, mostre osv. Samt en god stor “sviger familie” lige på den anden side af vandet i England. Hverken jeg eller min ekskæreste har noget familie i Australien.
Jeg synes, at det er mit ansvar at sørge for at mit barn ved hvem hun er, og at hun kender sin familie. Og netop derfor synes jeg denne situation er så svær. For selvfølgelig skal hun også have en far.
Min x kæreste og jeg taler ordenligt til hinanden men vi har faktisk ikke haft nogen kontakt siden jeg fødte. Og faktisk heller ikke gennem graviditeten.
Vi har skypet to gange her for nylig. Min datter vinker til skærmen… Snupper telefonen, leger lidt med den hvorefter hun kravler ned og leger videre med sit legetøj.
Så kære ekspert… Hvad er bedst for mit barn? Har hun gavn af Skype-dates med sin far i en alder af 10 måneder? (Jeg synes selv at det lyder grotesk men jeg er nødt til at lade videnskaben vejlede mig for at sikre mig at jeg ikke bare har følelser i klemme.)
På forhånd tusind tak for hjælpen.
Med Venlig Hilsen