Hej Else.
Jeg har en dejlig lille pige som snart er 6 måneder. Hun er generelt en rigtig glad og sød pige som godt nok kan skrige ualmindelig højt når hun bliver sur men det gør hun heldigvis ikke så ofte længere:).
Da hun var omkring 4 1/2 måned begyndte hun at kaste op. Oftest sen aften eller tidlig morgen hvor hun havde ligget ved brystet i længere tid. Hun har ikke tidligere gylpet ret meget og jeg vil klart definere det som opkast, da det kommer op i enorme stråler hvor hun ligesom gagger i flere omgange. Hun er tilsyneladende helt upåvirket af det og er gerne i højt humør både før og efter.
I perioder har det været hver dag. Sjældnere flere gange om dagen og i perioder helt væk. Da hun var ca. 4-5 måneder talte jeg med både sundhedsplejerske og læge om det. Sundhedsplejersken synes at hun skulle tjekkes for en urinvejsinfektion men lægen mente ikke at det var nødvendigt da det i så fald ville være mere regelmæssigt. Han målte og vejede hende til at ligge helt fint på kurven ( 5 mdr: 68 lang og 7 kg. ) og slog det derfor hen.
Jeg er naturligvis opmærksom på ikke at overfylde hende og i øvrigt, i en tid, siddet med hende “oprejst” når jeg ammede. Jeg har forsøgt med at få hende bøvset af under amning og gået med hende “oprejst” efterfølgende. Men jeg synes ikke at der er så meget mønster i det. Det sker altid umiddelbart efter et måltid men stort set aldrig om natten. Hun putter konstant sine fingre i munden og har flere gange fået aktiveret brækrefleksen og kastet op ad den grund.
Hvis hun spiser godt til, når jeg giver hende grød el mos skal jeg passe på, at det ikke pludselig kommer op igen. Men jeg kan sjældent regne ud, hvornår det er for meget. Jeg presser hende, på ingen måde, til at spise mere end hun er sulten efter. Sjældent mere end max 1/2 dl. Hun er altid sulten, umiddelbart efter hun har kastet op, men jeg tøver med at fylde på hende for hurtigt igen efter, men nogen gange har jeg ammet hende efterfølgende, og det er endnu aldrig sket flere gange i træk.
Jeg har ikke fået sat måltiderne så meget i system endnu. Jeg har været vant til at bare amme hende når hun var sulten. Jeg ammer hende gerne ved 5-6 tiden, når hun vågner, og så igen måske ved 8-9 tiden hvor hun tager en, ofte, kort lur. Hun sover stadig ret sporadisk om dagen. Hun har dage, hvor hun sover de der perfekte 3 gode lure (formiddag, middag og tidlig aften), og så er der dage hvor hun sover 20 min ad gangen uden system.
Hun får gerne noget grød eller mos ved middags tid og igen ved 17 – 18 tiden. Det er meget forskelligt hvor interesseret hun er i det. Antallet af amninger afhænger lidt af om der er opkast eller ej. Hun har næsten altid sovet rigtig fint om natten. For tiden virker hun dog ret sulten om natten og vil gerne have brystet til rådighed hele natten. Jeg tænker at hun måske ikke for helt nok i løbet af dagen, fordi jeg prøver at undgå at fylde hende for meget.
Kan hun have ualmindeligt følsomme brækreflekser eller hvad pokker er der galt? Jeg bliver lidt bekymret når det sker flere dage i træk. Men så går der måske 5 dage uden, og så glemmer jeg det lidt igen. Normalt ville jeg nok prøve at få lægen til at se på hende igen, men vi er taget ud at rejse i 3 måneder så det er ikke sådan lige til.
Det skal siges at hun har været lidt snottet i lang tid. Ikke sådan forkølet og syg men lidt snottet, især om natten. Det kan muligvis godt have varet hele den samme periode. Må indrømme at jeg nok ikke har helt lige så meget opmærksomhed og styr på det hele som med min søn for 5 år siden.
Jeg håber at du kan hjælpe mig til at opklare hvorfor og eller give mig råd til, hvordan jeg skal håndtere det.
Venlig Hilsen