Hej Vibeke.
Jeg har en dejlig datter på 13 mdr. Hun synes at trives, er en glad og viljestærk pige, med fuld fart over feltet. MEN – hun sover ikke om natten.
Det er ikke noget problem at få hende til at falde i søvn om aftenen, vi har en fast, rolig rutine og hun falder i søvn i egen seng mellem halv otte og otte. Efter ca. to-tre timer vågner hun grædende, får sin sut og falder til ro.
Dette gentager sig herfra mellem 4 og 11 gange natten igennem, med varierende intensitet og længde. Flere nætter om ugen har hun grædeanfald, hvor hun er utrøstelig, vil ikke have sutten, vil ikke tages op eller aes.
Ofte virker det som om hun ikke er rigtig vågen, og hun er svær at trænge ind til, det kan tage op til en time at berolige hende.
Dette har nu stået på i 2½ måned – hver nat, og hele familien er tyndslidt. Mor og far skiftes til at have ‘nattevagt’, men er begrænset af vores bolig, dvs. vi har ikke mulighed for at sove i et andet rum, og vi sover derfor heller ikke. Vores ældste datter (4år) er nu fast begyndt at vågne om natten også, da hun også bliver vækket på trods af, at hun sover i andet værelse.
Vi har fået/afprøvet diverse råd, uden held. Hun fik for 2½ måned siden stadig mælk i flaske til natten, dette har vi vænnet hende af med, derefter har hun fået grød inden hun skulle sove, uden effekt.
Så har vi prøvet med kun vand, inden hun skulle i seng, for ikke at fylde maven for meget, uden effekt. Vi har om natten prøvet med kun at tale beroligende, ikke røre, eller kun at ae hende – ikke tale, eller forsøge om hun kunne berolige sig selv uden at give sutten (som hun for øvrigt ofte ikke vil have, når hun græder om natten). Vi har også forsøgt at lægge hende imellem os i vores seng – helt uden effekt.
Hun er undersøgt af både læge og tandlæge, og der er ikke fundet noget fysisk, der kan forklare de vågne nætter, og hun sover heller ikke lang tid om dagen, normalt en lur på mellem 1 og 2 timer. (Hendes mave fungerer, hun spiser og drikker osv.) For 3 mdr. siden startede vores datter i vuggestuen, og selvom de beskriver hende som glad og aktiv, tænkte vi, at det måske kunne forklare nætterne. Dette blev dog skudt i sænk, da vi netop har afholdt tre ugers ferie – hjemme, uden effekt.
Vi er næsten klar over, at vi gør noget forkert, men har efterhånden opgivet, at finde ud af hvad.
Som du nok kan høre, er vi løbet tør for ideer og er i totalt energiunderskud, og har desperat behov for et virkelig godt råd – eller flere.