Hej
Skriver til dig vedrørende min dreng på 7 1/2 mdr. Langt hen ad vejen er det rent egoistisk, det jeg skriver om, da min dreng er rigtig sund, rask og ikke mindst meget glad.
Generelt ser jeg ham som et harmonisk barn. Han er god til at mærke egne behov, fx har vi altid kunne lægge ham til og sove uden problem ( vi skal selfølgelig også putte ham på det rigtige tidspunkt).
Han spiser godt og er god til og give udtryk for det, når han er sulten eller tørstig, selvom det ikke er inden for de fastlagte spise tider.
Jeg har går MEGET op i, at hans dage er ens, at vi lave det samme, morgen rutiner, putte rutiner og aften/godnat rutiner. Når vi gør det sådan har han haft meget overskud til besøg, svømmining legestue ect.
Han har i de første 3 måneder sovet i slyngevugge, herefter er han kommet over i vores seng og ligger her stadig, bliver her til vi kan forklare ham, der er en anden mulighed.
Han har kun få gange sovet et andet sted, når vi har besøgt familie. Dette dog det samme sted, her har vi så kunne lave aftenrutinen, så han har vidst, hvad der skulle ske. Han er ikke blevet passe af andre.
Min mand har haft ham, når jeg har været ude og handle, og en gang da jeg skulle noget en hel dag, da han var 7 mdr. Her var jeg kun lige hjemme og amme, og så væk igen.
Jeg har fri ammet ham og begyndt på grød som 4 mdr og han spiser nu alt, hvad jeg tilbyder ham. Han bliver stadig ammet de 4 gange i døgnet. Han er en fornemmelig lille gut, der nu har kravlet den sidste måned og rejser sig op ved alt!
Nu kommer så det, der går mig meget på og ofte gør mig trist i min rolle som mor. Jeg synes ellers at den er den mest fantastiske. Min dreng er på ingen måde morsyg, eller viser nogen tegn på separationsangst. Det er jo som sådan en god ting og langt hen af vejen viser det jo, at han er tryg.
Men jeg oplever en dreng, der er ligeglad, når jeg kommer tilbage fra at handle, eller han har leget en time med sin far og jeg kommer tilbage. Sågar har jeg ladet ham været alene kort i legestue, da jeg skulle på wc. Her havde han ikke været før, men ingen reaktion på jeg er væk.
Det mest fantastiske ved ham er, at han altid er glad. Han smiler til alle og han får jo på den måde så meget igen. Han kravler gerne hen til alle. Når hans far kommer hjem fra arbejde, går han helt i selvsving, griner og kan slet ikke kravle hurtigt nok hen til ham, men heller ikke når far går, er der gråd. Han også er en dreng, der elsker og putte og nusse.
Jeg har svært ved, at jeg ikke føler, der er et særligt bånd mellem os. Han er glad for mig, ingen tvivl om det, men ikke noget som jeg ikke oplever, han også kan give andre. Jeg arbejder selv med at observere børn, der ikke er i trivsel og uden tivivl, er jeg arbejdsskadet.
Men alt hvad jeg har lært, siger jo at en sund tilknytning i den alder, er et barn, der søger sin mor ( base) og derfra tør udforske. Ville så gerne høre, hvad du tænker. Lyder det helt skørt?
Er det bare min egen usikkerhed som førstegangs mor? Og er der nogen former for teori om denne form for tilknytning, min primære kilde er jo Bowlby. Endvidere skal vi måske ( er ikke langt henne og før vores dreng har jeg mistet mange gange) have en lille ny.. Ud fra min beskrivelse af mit lille vidunder har du da nogle råd til, at han skal være storebror så tideligt??
På forhånd mange tak for hjælpen
Venlig hilsen