Først mange tak for en FANTASTISK hjemmeside, som vi bruger rigtig meget! Især tak for råd vedr. putning.
Vores spørgsmål drejer sig om vores 9 mdr. gamle søn, som er en glad og veludviklet dreng. Han spiser godt om dagen, hvor han får 3 hovedmåltider og 1-2 mellemmåltider med vand til alle måltider og lidt indimellem.
Han spiser ret store portioner til hvert måltid. Han blev ammet fuldt til 5 mdr., men nu har den faste føde taget helt over, hvilket vil sige, at der ikke bliver ammet mere om dagen. Vi giver en flaske som en del af putteritualet, hvorfra han drikker mellem 20-50 ml.
Han sover to lure om dagen. En formiddagslur, som varer mellem 1-2 timer og en kortere eftermiddagslur. Han blive puttet i sin egen seng ved 19 tiden, hvilket forløber meget uproblematisk.
Indtil 6 mdr. alderen blev han ammet i søvn, men vi tog tre hårde aftener, hvor mor tog væk et par timer og hvor far puttede og herefter har vi kunnet lægge ham uden bryst.
Det tager mellem 2-15 minutter for ham at falde i søvn, hvor vi enten sidder ved ham eller går rundt og pusler lidt uden for værelset.
De sidste 2 måneder har vi været opmærksomme på at trappe amningen ned om natten, men det er meget svært, da han er utrolig glad for mors bryst og uden tvivl bruger det som trøst om natten. Vi har forsøgt at stoppe helt ved at far er gået ind til vores dreng om natten og det fungerede ok i et par uger, men de sidste uger er han igen helt utrøstelig og kan græde i op til en time.
Her giver vi ofte op og givet ham bryst, hvilket har resulteret i, at han de sidste par dage har fået bryst 2-3 gange om natten. Det ender ofte med at han kommer ind til os ved 2-3 tiden, hvor han sover til kl. 6.
Vi har forsøgt os med at tage ham op, trøste og lægge ham ned igen. Problemet er bare, at han ikke bliver trøstet på denne måde, men spænder i hele kroppen og græder voldsomt. Vi har også forsøgt at tage ham over på en madras, som ligger på hans værelse og putte os ind ham, hvilket kan godt lade sig gøre, men ikke uden gråd og de sidste par uger har det taget meget lang tid for ham at falde til ro på denne måde.
Det samme gælder, når vi forsøger at give ham lidt at drikke. Indimellem vil han gerne (ofte efter gråd, som gør ham tørstig) men herefter græder han videre.
VI er rigtig meget i tvivl om, hvad vi skal gøre. Indtil nu har vores forsøg været ret inkonsekvente – både hvad angår forskellige måder at trøste på og vores ”disciplin”, hvilket muligvis gør ham forvirret, da han tit græder et stykke tid, mens vi forsøger at trøste og til sidst får han alligevel bryst.
Vi bliver kede af det og frustreret, når han græder, da vi jo udmærket ved, hvad han vil have, men på den anden side vil vi så gerne give ham en bedre nattesøvn uden alt for mange afbræk. Desuden tænker vi, at al den gråd må gøre et eller andet ved ham og den tanke er næsten ikke til at bære.
Håber I kan hjælpe.
Venlig hilsen