Hej!
Jeg har en datter på 11 måneder, som sover MEGET dårligt om natten.
Det har hun gjort i alle 11 måneder, og nu er vi ved at være max pressede! Jeg skal starte med at arbejde om under en uge, så det er lidt svært at overskue, hvordan jeg og min mand skal kunne hænge sammen og passe arbejdet. Min mand og jeg arbejder begge fuld tid. Vi føler selv, at vi snart har forsøgt alt, for at få hende til at sove længere tid ad gangen.
En typisk aften ser sådan ud:
Kl. 17.30: Hun får aftensmad sammen med resten af familien. Her er det meget forskelligt, hvor meget hun spiser, men hun spiser mest, når hun selv får lov til at spise.
Kl. 19.00: Hun får grød, så vi er helt sikre på, at hun er mæt.
Kl. 19.30: Vi kigger i en bog sammen på hendes værelse, for at få hende ned i gear, inden hun skal puttes.
Kl. 19.45-20.00: Hun bliver lagt i sin seng, hvor hun brokker sig – højlydt! Efter en del gange, hvor vi er inde for at lægge hende ned mange gange, får hun en flaske, hvis hun ikke “falder til ro”. Og herefter sover hun. Det tager typisk 15-20 min.
Mellem kl. 22 og 23 vågner hun. Hun får sutten. Her er det meget forskelligt, om hun falder i søvn af sig selv. Hvis hun ikke fik flasken i forbindelse med putningen, får hun en flaske her, så sover hun igen.
Mellem kl. 00 og 01 vågner hun og har brug for sutten. Dette gentager sig hver time – nogen gange “kun” hver anden time.
Kl. 04 vågner hun. Her er hun vågen i 1-1,5 time. Hun brokker sig ikke her, men er bare vågen, hvor hun sætter sig op, snakker, vender sig rundt i sengen. Hun lægger sig ned igen, når jeg beder hende om det, og efter 1-1,5 time falder hun i søvn igen.
Kl. 6.30: Står op.
I de første 4 måneder havde hun for meget mavesyre. Hun blev ammet fuldt i de måneder, men det var først, da vi gik over til flaske, at hun ikke længere havde problemer med maven. I de måneder sov hun i armene på mig, oprejst (altså hængende på skulderen af mig), for ellers fik hverken hende eller jeg noget søvn. Herefter kunne vi begynde at lægge hende i barnevognen om dagen, men den skulle helst være i bevægelse, for hun var jo vænnet til at sove hos mig. Hun sov aldrig mere end 20-30 min. ad gangen. Sådan fortsatte det, indtil hun var 7 måneder.
Jeg begyndte langsomt at vænne hende til, at barnevognen skulle stå stille. Hun blev kørt i søvn, men herefter stillede jeg den. Det tog lang tid at lære hende, og hun vågnede ofte, men så rokkede jeg barnevognen lidt igen, og langsomt begyndte hun at sove i længere tid. Hun sov nu 1-1,5 time i barnevognen. Det gør hun stadig 2 gange om dagen, men nu kan hun heldigvis sove uden, at vi skal rokke barnevognen yderligere.
Hun er startet i dagpleje. Hun vil gerne dagplejemoderen og de andre børn, men hun er træt det meste af tiden, så det er svært at få hende til at spise og til at sove.
Hun har både sovet i egen seng ved siden af vores, i vores seng og på eget værelse. Simpelthen for at finde ud af, om det handlede om mad, tryghed eller hvad det gjorde, men hun sover med samme mønster, lige gyldigt hvor hun sover.
Vi mangler rigtig meget gode råd til, hvordan vi får hende til at sove længere tid ad gangen om natten. Jeg kan godt leve med at skulle op et par gangen om natten – enten for at give en sutteflaske eller for at give sutten. Men det er for hårdt at skulle op hver time!
Håber, I kan hjælpe.
Mvh.