Hejsa.
Jeg skriver pga. min datters forhold til mad og adfærd ved spisetid, om efterhånden fylder meget herhjemme.
Hun er knap 10 måneder, er sund, rask og glad. Hun er normalvægtig men ret høj af sin alder. Hun møver eller kravler ikke endnu. Hun har sovet igennem i et par måneder, og er generelt smilende og rolig. I familien har der dog altid været snak om, at hun er en meget bestemt og “utålmodig” lille pige (hvis man da kan sige det om et lille barn, som ikke kender til behovsudsættelse), som hurtigt lader os vide, hvis der er noget hun vil have – særligt mht. mad.
Hun er blevet ammet indtil hun var 6 måneder fuldt ud. Amningen har fungeret ok, med enkelte problemer undervejs. Dog kunne hun blive meget ked af det (eller nærmere vred), hvis mælken ikke kom lige med det samme, eller hvis jeg lige skulle gøre mig klar – også selvom jeg gjorde meget ud af at komme hende “sult” i forkøbet, netop fordi jeg oplevede, at hun hurtigt blev så vred, at hun ikke kunne spise ordentligt, og derfor blev endnu mere ked af det. Hun har aldrig været et af de børn som lå og “hyggede” sig ved brystet, og amningen blev gradvist nedtrappet uden problemer, indtil hun var 8 måneder.
Siden 6 måneder har hun fået skemad, først med grød og senere udvidede vi hvilken slags mad hun fik med antal af måltider i henhold til anbefalingerne. Nu får hun 3 hovedmåltider, 2 mellemmåltider, 1 godnatflaske på ca 125 ml og en sen aftenflaske på 200 ml.
Hun er virkelig glad for al slags mad og er også god til at spise selv. Vi laver primært hjemmelavet mad, som består af forskelligt kød og fisk, massere af grøntsager, brød, pasta mm. og krydderier.
Problemet er når hun skal spise. Hun bliver hurtigt virkelig ked af det, begynder at græde og rækker ud efter maden, hvis man ikke har en mundfuld klar lige med det samme. Vi kan ofte se, at hun allerede har masser af mad i munden, og det virker også som om hun sluger det, for at få plads til mere (det skal lige siges hun kun har to tænder i undermunden). Når hun spiser selv, tager hun mad op i begge hænder og propper munden, for derefter at fylde hænderne igen og prøve at putte maden i munden. Nogle gange spytter hun det ud, fordi der ikke er plads, men putter så noget nyt ind kort efter.
Vi prøver at spise hovedmåltiderne sammen med hende, når det er muligt – særligt aftensmad vil vi gerne spise sammen ved bordet alle tre, men vi kan ikke tage en bid af vores egen mad, før hun skriger og græder, fordi vi ikke sidder klar med noget til hende.
Det er ikke fordi hun er sulten (det kan jeg ikke tro på), da hun også reagerer på denne måde, selvom det er meget kort tid siden hun har spist sidst. Fx får hun mellemmåltid kl. 16 og spiser så aftensmad 17:30/18, og selv der reagerer hun som på samme måde, som et barn der ikke har spist i flere dage.
Hun siger aldrig nej til mad (kun hvis hun er syg eller MEGET træt), og vi tænker netop på ikke at fylde for meget på hende, da hun ikke selv har nogen stopknap men spiser, uanset hvornår du tilbyder hende mad.
Det gør spisesituationerne meget stressende, og det er frustrerende, når det virker som om mad for hende bare er noget, der skal køres ned så hurtigt som muligt.
Er det bare en fase (selvom det altid har været sådan), eller kan vi gøre noget? I så fald hvordan griber vi det an? Vi har prøvet at tale rolig til hende, og sidde med hende på skødet, mens hun spiser, hvilket nogle gange hjælper, men sidstnævnte er ikke en langvarig løsning.
Mvh