Hej Berit Hertz
Jeg håber, du kan hjælpe mig. Min yngste søn, Jonas, på 4½ år sover stadig ikke igennem.
Siden han var helt lille og blev ammet har han haft en vane med at nuldre mit øre når han var træt. Den vane kan vi simpelt hen ikke få vænnet ham af med. Da vi var helt klar over, at det var direkte forbundet med patteriet, tog vi sutten fra ham i 2½ års alderen, men det løste ikke problemet – for han udviklede med det samme en teknik, hvor han sætter tungen op mod sine fortænder og laver ‘patte-bevægelser’ og det udløser også akut trang til at nuldre ører.
Dette vil han gerne gøre, når han skal falde i søvn og det kan jeg sådan set godt klare, for så går putningen temmelig hurtigt.
Men han sover aldrig mere end ca. 3-4 timer i træk. Han puttes kl. ca. 20 og kommer så ind til os i soveværelset omkring midnat og så har han i et par timer frem en noget let og urolig søvn, hvor han hele tiden er klar over, om jeg ligger ved siden af ham eller ej.
Han forsøger helt tiden at komme til at nuldre mit øre og det er ved at drive mig til vanvid.
Hvis jeg bærer ham ind i hans seng igen, og venter til han sover nogenlunde så jeg kan liste tilbage i min seng, går der ikke mere end 10-15 min. før han kommer ind til mig igen og vil nuldre videre. Sådan kan jeg blive ved, indtil jeg er så udmattet, at jeg overgiver mig og lader ham ligge i sengen.
Ud på morgenstunden – omkring kl. 5 falder han typisk i en ret tung søvn, indtil vi skal op kl 7. Han virker faktisk selv ok udhvilet, men jeg kan ikke hænge sammen længere.
Jeg har overvejet om man mon kan ændre på hans søvnrytme eller lign.? Vi kan godt få ham til at falde i søvn alene, hvis han får lov at ligge og høre en cd-historie, så der kan jeg nok godt få vænnet ham af med at nuldre mine ører.
Har du nogen forslag til hvad jeg/vi kan gøre?