Hej Sundhedsplejersken
Jeg har en datter på snart 10 mdr., som jeg ammer, også om natten (ca. 2 gange ml. kl. 19 og 7).
Natamningen er jeg langsomt ved at vænne hende af med, da jeg har læst, at hun jo ikke har brug for mad om natten længere. Denne afvænning går fint, hun spiser mindre og mindre for hver nat der går. (perioden hvor hun spiser bliver kortere, efter råd fra bogen “sov igennem uden gråd”).
Den udfordring vi nu står over for er, at det hidtil pga. amningen, stort set kun har været mig, der har været inde hos hende om aftenen, hvis hun har været vågen. I takt med at hun nu er blevet ældre og nogle gange vågner uden at være sulten, men fx mangler en sut eller andet går min mand også ind til hende. Og så har vi balladen.
Hun bliver meget ked af det, han kan godt trøste hende for en periode, men så græder hun igen og sådan fortsætter det. Hun er til daglig vant til at far trøster osv. og der er ingen problemer, hvis han tager hende op fra middagssøvnen.
Hun er en del morsyg og har været det et stykke tid efterhånden, men ikke værre end hun kan distraheres med leg.
Har I nogle gode forslag til, hvad vi kan gøre, når hun vågner om aftenen og kun lægger sig til at sove, hvis det er mor der kommer ind? (når jeg kommer ind og giver sut eller andet, så lægger hun sig til at sove igen med det samme og der er ingen ballade.)
Det er frustrerende for os begge, min mand mister til sidst tålmodigheden og beder mig overtage (fx i dag efter 1/2 time med skiftevis gråd og falden til ro) og jeg føler ikke, at jeg kan tage afsted om aftenen og lade min mand være alene hjemme med hende. Hvad skal vi gøre?
Hun starter dagpleje i morgen, har det nogen betydning at vi prøver at vænne hende til at far giver sut om aftenen, oveni start af dagplejen?
Med venlig hilsen