Kære panel
Jeg skriver til jer, da vi har problemer med at få vores nu 4 uger gamle datter til at sove i løbet af dagen.
En typisk dag forløber sådan: hun vågner ca. kl. 7 om morgenen – spiser (ammer) bliver skiftet, spiser igen.
Hun er meget vågen og man kan få god øjnkontakt med hende. Hun er glad og tilfreds en times tid eller to, så begynder hun at blive urolig. Prøver at amme hende, men tit ender det i gråd – hun virker sulten, men spiser kun et par sekunder og græder så – kan virke, som om der er for meget mælk, da det nærmest “vælter” ud af brystet og det lader til at genere hende.
Ca. ved 11-12 tiden kan jeg endelig få hende til at sove ved at gå tur med hende i barnevognen (og hun ligger med sutten)- hun sover ca 2 timer.
På gode dage er hun vågen en times tid og sover så igen en lille time, på dårlige dage vil hun slet ikke sove resten af dagen. Ca. ved 19-20 tiden bliver hun så helt hysterisk og meget ked af det, og vi prøver Alt.
Prøver også at amme, men igen virker det som, der nærmest er for meget mælk og hun bliver frustreret.
Det ender oftest med, at det er faren, der får hende til at falde til ro til sidst. Som regel tager det minimum 1 time, før hun falder til ro.
Når hun først sover, forløber natten ok med, at hun vågner hver 2-3 timer, spiser og falder i søvn uden gråd – her virker det ikke som om, der er for meget mælk.
Det er selvfølgelig meget frustrerende, da hun virker så frustreret og vi kan se på hende, at hun er dødtræt, men det er som om, hun nægter at give sig hen til søvnen – måske har I et bud på, hvad der kan være galt?/ hvad vi gør forkert?
Med venlig hilsen