Hej med jer.
Jeg skriver, fordi vores dejlige datter på 20 måneder, som altid har haft et super sovehjerte, den seneste uge pludseligt vågner omkring om natten og græder og piver, og er utroligt svær at trøste og få til at sove videre igen.
Hun begyndte meget tidligt at sove igennem, og har sovet i sit eget værelse siden 4-måneders alderen.
Vi har fast putteritual, og hun har altid været god til selv at falde i søvn, selv om det kan tage fra en halv til en hel time, men som regel skal vi kun ind og give sut nogle gange undervejs, når den tilfældigvis ryger ud over sengegærdet….
Min mand har været afsted med sit arbejde to længere perioder denne sommer. Første gang havde min datter slet ingen reaktion på det, da han kom retur efter tre uger, men tre uger senere var han afsted et par uger igen, og da han så for en uge siden vendte tilbage, startede problemerne.
For det første blev hun meget klæbende i forhold til mig og ville helst ikke have, at jeg forsvandt ud af hendes synsfelt. Det forstår jeg jo godt, når far lige har vist, at han kan forlade hende i længere tid, og for første gang i hendes liv begyndte hun også at blive rigtigt ked af det, når vi afleverede hende i vuggestuen. Begge dele giver god mening for os som reaktion på den “ustabile far-situation”.
Men derudover er der så nætterne, som er noget sværere for os at håndtere og at finde hoved og hale i.
Det har nemlig mere eller mindre været fast den seneste uge siden hans hjemkomst, at hun vågner ved 1-tiden og græder og vrider sig rundt, og hverken vil trøstes med sut eller sin ellers faste følgesvend:
nullekluden.
Vi kan heller ikke hverken tysse eller synge hende til ro, og når vi efter et stykke tid så tager hende op og prøver at trøste hende i armene, er det også som oftest forgæves. Hvis det er min mand, der går ind til hende, ender det som regel med, at hun begynder at kalde på mor og bliver rigtigt ked af det, og så falder hun da også lidt til ro, når jeg kommer og overtager hende.
Men når jeg så lægger hende igen, starter det hele forfra. Andre gange tager jeg hende med ind i vores seng, fordi jeg tænker, det måske handler om tryghed – de første nætter ville hun gerne falde i søvn oppe på min mave og efterfølgende kunne jeg så lægge hende fra mig ned på madrassen ved siden af. Men nu er vi nået dertil, at hun også græder og vrider sig videre, når hun bliver lagt i vores seng eller på min mave, så det virker heller ikke mere.
Samtidigt med de andre problemer, havde hun i sidste uge også en svær uge i vuggestuen, hvor hun er begyndt meget gerne at ville bestemme – ligesom hjemme. Hun vil ikke have, at andre børn kontakter den voksne, hun lige er i gang med at lege med, hun vil ikke have, de voksne taler med hinanden, hun vil bestemme, hvilken voksen der skal sidde ved hende og spise og ellers nægter hun at spise – hun er med andre ord i en meget bestemmende fase af sin udvikling, hun er “meget stædig og samtidigt meget kvik”, som de siger nede i vuggestuen. Derfor har sidste uge været meget konfliktfyldt, hvad vi aldrig har oplevet før, og det kommer jo sikkert også af de frustrationer, hun har haft over, at far har været væk og nu er tilbage, og den samlede mængde frustrationer tager hun sikkert også med sig ind i nattesøvnen.
Så nu er vores store spørgsmål er: Hvad er det, der sker med vores ellers så nemme pige?
Vi er snart desperate for at finde ud af, hvordan vi bedst løser de natlige konflikter, for de daglige er noget nemmere at håndtere! Vi er på den ene side overbeviste om, at det har noget med uroen i hendes hverdag at gøre, men kan ikke udelukke, at der også spiller tænder ind.
Hun savler en del for tiden, og det har hun ikke gjort, siden hun var baby, og hun putter især, når hun er ked af det om natten gerne fingrene ind i munden og vil ikke have sutten, så i aftes da grædeturen allerede startede kl 21, prøvede vi at give hende lidt smertestillende, og efter pludseligt at kvikke helt op og lege en halv times tid, tog jeg hende med ind i vores seng, og der faldt hun i søvn med mig i hånden med det samme og sov roligt indtil kl 6 (hvad der er tidligt i forhold til hendes “normale” rytme, men normalt i forhold til det meget ustabile forløb, vi er inde i lige nu).
Kan alt det her være en reaktion på, at hun er ved at få det sidste sæt kindtænder? Og kan det give så store og regelmæssige natteproblemer, når der ikke er noget – andet end savl – at spore om dagen, hvor hun også gerne vil spise, dog i mindre og mere svingende omfang end tidligere?
Hun fik sine første kindtænder omkring de 13 måneder og hjørnetænderne et par måneder derefter uden de store problemer. Hun er også forkølet og har været det stort set hele den uge, jeg her beskriver.
Vi har altid været rimeligt kontante i vores opdragelse, men også meget kærlige over for hende. Fx har putning aldrig været et diskussionsemne, og når der i perioder alligevel er sneget sig uorden ind i putningen, har to-tre dage med fastholdelse af at gå ind og lægge hende og sige godnat og gå igen – og igen og igen – virket, og hun har været tilbage på sporet, men vi aner ikke vores levende råd, når det gælder sovningen midt om natten, hvor vi alle er helt smadrede. Så vi håber, at I kan lede os på vej til at genfinde vores og især hendes gode nattesøvn.
Kærlig hilsen