Spørgsmål: Kære Marion
Jeg har en søn på 5 år, som er rigtig svær at håndtere. Jeg har selv arbejdet både i børnehaver og med familier i øvrigt, og har en socialfaglig uddannelse bag mig. Jeg har læst alverdens bøger, passet et utal af børn, spurgt pædagoger og sundhedsplejersker, og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op.
Jeg har en datter på knap 12 år, hvor der aldrig har været de her vanskeligheder, selv om hun absolut har givet modstand, og har et stort temperament, bl.a. Jeg har altid været bevidst om at være vedholdende og konsekvent, men også fleksibel ift. at kunne tilpasse tilgange til mine børn, alt efter den konkrete kontekst.
Min søn kunne kravle 5 mdr. gammel, og gik da han var knap 10 mdr. Hans sproglige og motoriske udvikling er forløbet helt normalt, og ud over noget eksem, er der intet at bemærke rent helbredsmæssigt.
Som nyfødt kunne han ikke rumme at være andre steder end hjemme; han kunne ikke falde til ro, eller sove, når vi var andre steder, det første halve år. Han ville ikke tage mod sutten før han var 4 mdr. gammel, og kunne ikke sove mere end 20 min. ad gangen uden at ligge og amme, eller blive vugget vedvarende.
Da han var knap 1 år begyndte han at kravle ud af sin tremmeseng, hver aften. Jeg måtte stille den hen ved siden af min seng, for han kravlede ud igen og igen, selv om han flere gange derfor faldt ned på gulvet og slog sig. Han kunne også finde på at stille sig op i sofaen, tage et skridt ud i luften og falde ned på gulvet, blive ked af at han slog sig, hvorpå han kravlede op og gjorde det hele en gang til.
Jeg havde meget svært ved at håndtere ham, idet han pure nægtede at efterkomme mine indstillinger. Det var kun når min bror sagde noget, min søn ville høre efter. Var jeg blot bestemt og vedholdende, nægtede min søn at høre efter. Blev jeg gal, begyndte han desuden også at grine.
Når han stod ud af sengen rev han tapetet af væggene, tegnede på sig selv, sengen, gulvet og væggen, hev alt ud af skuffer og skabe, og kunne holde sig vågen til tæt på midnat. Jeg prøvede alle råd i over en måned ad gangen, for at lære ham at blive i sengen, når han blev lagt til at sove for natten, men intet virkede. Til sidst valgte jeg en radikal metode, jeg ikke vil anbefale andre; jeg designede en sele til ham, der var løs nok til, at han kunne vende sig i sengen, eller sætte sig op, men så bred og fast, at han ikke kunne vikles ind i den. Da han havde sovet med den hver nat i 3 mdr., kunne jeg fjerne den, og derefter blev han nu pludselig i sengen om aftenen.
Når han bliver gal skriger han højt, tramper i gulvet, sparker på døren eller væggen, smider med ting, slår eller andet. Ikke i et utæmmet raserianfald, men som en måde at få afløb for den frustration han oplever, over at blive begrænset mod sin vilje.
Til daglig er han en helt normal dreng; han har ‘krudt i enden’, er glad og fjollet, elsker at lege med sine venner i børnehaven, spiser almindelig sundt, sover godt og i lidt over 10 timer pr. nat, og vi har faste sengetider og rutiner. Han er kærlig, elsker at nusse og kramme, er sød mod vores katte, og vil rigtig gerne passe på sin søster, mig og andre han holder af. Han hjælper gerne til, bliver ind imellem helt naturligt træt og almindeligt ‘umulig’, er normalt begavet, m.v.
I børnehaven synes de også, han er svær at håndtere, når han bliver vred, og de har haft sparring med psykolog, mhp. vejledning om forskellige måder at håndtere ham på. Det har indtil videre ikke været værre, end de kan rumme ham, og han har flest af de gode dage i børnehaven.
Herhjemme kæmper jeg dog fortsat, mest ved aftentide. Ikke hver aften, men 1-3 gange om ugen, får han pludselig en ‘fiks idé’ om, at han slet ikke vil høre efter.
Når dette sker, nægter han pure at børste tænder. Siger jeg, at så må han gå i seng uden at børste tænder, nægter ham også dette. Jeg har forsøgt at ‘true’ med at fratage ham privilegier el. lign., han elsker (computertid, en mønt fra hans pengepung, eller lign,), men han er helt ligeglad, på dette tidspunkt. Jeg har forsøgt flere gange, men uanset hvad jeg fratager ham (og jeg gør det, jeg siger til ham, jeg vil gøre, så det er ikke en tom trussel).
Holder jeg fast i, at han skal gøre hvad jeg siger, med bestemt og rolig stemme, nægter han pure. Hæver jeg stemmen og bliver vred, nægter han at høre efter. Bliver jeg virkelig gal og direkte råber, nægter han stadig, og begynder tilmed at grine. Forsøger jeg ar tage tøjet af ham, stritter han voldsomt imod, slår ud efter mig, og skriger. Forsøger jeg at tage ham ved armen og føre ham ind i seng, smider han sig på gulvet, og gør sig tung som en sæk kartofler. Eller han forsøger, grinende, at løbe rundt i lejligheden.
Sætter jeg ikke ind, kan det fortsætte i over en time. Samtidig er han en høj og stærk dreng (120 cm. høj, vejer ca. 27 kg, og er almindelig slank at se på), og jeg har simpelthen ikke musklerne til at bære ham, eller ‘slås’ med ham om at få tøjet af ham. Og jeg ønsker faktisk heller ikke at skulle være nødt til at benytte mig af den metode.
Jeg kommer virkelig til kort i de situationer; intet virker, intet ‘bider på’ ham, og han fastholder at nægte at høre efter. Og jeg aner ikke hvad jeg kan gøre, når han på disse tidspunkter hverken reagerer på at jeg er vedholdende, eller vred, eller – hvis jeg fratager ham privilegier. Hvilke muligheder er der tilbage? Er der noget der gør det relevant, fx at bede om en konkret udredning af en slags? I så fald, på baggrund af hvad, og med mistanke om hvad?
Håber sådan, du kan komme med nogle input, for det er helt uholdbart, at han bliver ved på denne måde.