Hej!
Hvordan håndterer jeg det bedst, når min dreng på fem år ikke vil respektere, at jeg ikke vil slås/sparkes/have kastet ting efter mig. Som regel opstår situationerne, når han ikke kan få et forslag gennemført (ex: en leg på værelset midt i aftensmaden), typisk sker det ved små nej’ er, og typisk eskalerer det derfra temmelig hurtigt, han opnår fuld opmærksomhed ved at slå og sparke, og han bliver ved, selvom jeg giver tydeligt udtryk, for at det ikke er ok.
I forløbet svinger han mellem at være sur/ verbalt og fysisk angribende – voldsomt ked af det / til at grine og sige “du ser sjov ud, når du er sur”. De følelser kan han gennemløbe op til flere gange i løbet af konflikten. Han giver udtryk for, at “han vil vinde”, og at “han er stærkest”.
Vi har i familien forsøgt med forskellige reaktioner. 1.Italesætte det med “stop” / “jeg bliver ked af det, når jeg bliver slået” / jeg kan ikke li det / det gør ondt / det gør mig forskrækket og bange. 2. italesætte og sige han må være på sit værelse til han er klar til ikke at slå og sparke (hvilket resulterer i flyvende ting fra værelset ind i stuen) 3. Holde ham fast til han stopper (virker fuldstændig skørt, overhovedet ikke positivt) 4. tale med ham om det på andre tidspunkter, men så begynder han som regel at sidde og lægge planer for, hvordan han kan “gøre gengæld”, fordi han synes det har været mega uretfærdigt at den voksne har sagt fra 5. I dag sagde jeg ex: at hans moster og mormor måtte gå hjem, fordi han blev ved at gøre det på moster, og det blev ved at ryge op i det røde felt for ham.
Jeg kan fornemme på ham, at det er en leg, han ikke kan styre, og at han kommer ud af kontrol mens det foregår.
Kan du give nogle konkrete bud på hvordan jeg kan hjælpe ham og mig bedst muligt videre herfra?