Hej
Jeg har det lidt svært med min datter (16 mdr.) for tiden og ved ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre på situationen. Der er flere ting i det, men det jeg oplever som årsagen lige nu, er, at min datter den sidste uges tid er begyndt at afvise mig, når jeg vil give hende kys og være tæt på hende.
Hun fægter med armene og skubber mit ansigt væk, når jeg trutter med munden og spør’, om mor må få et kys. Noget hun ellers gerne har villet, siden hun var omkring 1 år. Hun vil heller ikke give mig et godnatkys, som ellers har været et fast ritual i en måneds tid nu.
Det første år af hendes liv oplevede jeg hende som svær at få nærkontakt med. Hun ville ikke kysse og krammes og jeg havde svært ved at trøste hende i min favn, når hun var ked af det. Jeg var på et tidspunkt lidt bekymret for, om der var problemer i mor-barn bindingen mellem os. Vores sundhedsplejerske mente ikke, at der var et sådant problem, da hun så en glad og udadvendt pige, som var glad for sin mor og knyttet til mig og sagde, at jeg bare skulle acceptere hendes måde at være tæt på mig – fx komme hen og vende og så gå igen.
Det prøvede jeg så, men det var svært, fordi jeg selv er en følsom person, der har brug for nærkontakt og ømhed. Derfor var jeg så glad, da hun omkring 1 års alderen begyndte at vise mere konkret kærlighed ved at ville kysse mig og være tæt på mig.
Det gør mig helt vildt ked af det, at hun nu igen er så afvisende. I en grad så det lægger en dæmper på min energi og min kontakt med min datter. Jeg føler mig såret og afviser hende så som resultat. Ikke sådan med vilje, men det er bare svært at være åben og kærlig overfor hende fortsat, når hun bliver ved at afvise mig.
Jeg ved godt, at det er mig, der skal være den voksne og sætte hendes behov i centrum, og rumme det, men det kan jeg bare ikke.
Det er svært for mig at se, hvad der har startet denne lidt trælse periode. Om det evt. er begivenheder, der forstærker hinanden.
Dels har jeg det altid lidt træls omkring årstidsskiften, og især fra sommer til efterår, da jeg bliver lidt trist over sommerens exit og savner luften og lyset. Dels har jeg været nødt til at udskyde mine studieaktiviteter endnu en gang, fordi jeg ikke har kunnet finde tilfredsstillende pasning til min datter, og går derfor hjemme hos hende endnu. Jeg længes lidt efter at komme igang med noget professionelt igen eller bare foretage mig noget, som ikke er “mor” relateret.
Jeg ved ikke, om det er derfor, jeg går og føler mig lidt “træt af min datter”. Det er jo skrækkeligt at indrømme, at det er sådan, jeg har det, for det giver skyldfølelser som mor. Man bør jo elske og værdsætte sine børn, ALTID. Og det gør jeg da også, men….det kører meget i ring, de ting, vi foretager os i dagligdagen, og lige i øjeblikket oplever jeg det trivielt og lidt kedeligt og gider ikke rigtig lege med hende i det omfang, hun gerne vil.
Jeg har også været temmelig irritabel – som jeg har et problem med i perioder – og har skældt hende ud og været kontant overfor hende, også mere end jeg har det godt med. Jeg regnede med, at det var PMS, men det er ikke gået over, så det skyldes måske førnævnte problemer. Jeg tænker, at det selvfølgelig kan have påvirket hendes adfærd overfor mig.
Hendes reaktion minder mig om, da hun pludselig ikke ville ammes mere omkring 1 års alderen. Vi havde haft en længere perioder med lidt vanskeligheder omkring amningen, fordi hun havde fået tænder og kom til at sætte tænderne i mine brystvorter og jeg så sagde av og trak mig og skældte lidt ud. Hun græd som regel som reaktion på det og pludselig en dag, afviste hun mit bryst. Der var ikke noget at gøre.
Hun kom aldrig til at die igen, for hun ville bare ikke. Jeg gik i lang tid og var dybt ulykkelig, fordi jeg ikke forstod hvorfor og følte mig afvist. Jeg følte mig som en dårlig mor, for der måtte jo være noget, jeg havde gjort forkert, når hun sådan pludselig afviste – jeg havde en forestilling om, at amningen langsomt blev udfaset.
Det gjorde meget ondt. Jeg har lidt samme følelse nu, omend ikke helt så intenst. Resultatet af ammestoppet var, at hun fik en lidt smådeprimeret mor de første 2-3 uger, men jeg blev måske også mere opmærksom på hende og hendes behov. Dels fordi jeg jo forsøgte at finde en løsning og finde ud af, hvad hun ville. Dels fordi følelsen af at være en dårlig mor, gjorde mig mere opmærksom på, hvad jeg evt. kunne/skulle gøre anderledes. Kan det være denne reaktion, hun ønsker med sin afvisning ? Mere opmærksomhed ?
Det skal lige siges, at hun ikke på andre måder virker afvisende. Hun vil gerne lege og kommer hele tiden med ting til mig, bøger vi skal læse i, legetøj jeg skal lege med hende med osv. Men hun er bare ikke kærlig overfor mig. Og når jeg ser, hvor kærlig hun er overfor sine tøjdyr, sovedyr osv., alting skal krammes og ha’ kys, bortset fra mig 🙁 Tænk at man som voksen kvinde og mor kan føle sig helt jaloux på legetøj og tøjdyr ! Jeg føler mig dum og som et følsomt skvat.
Men jeg tænker, at det måske også bare kan være en del af hendes udvikling. Jeg har ikke særlig meget erfaring med børn fra tidligere og derfor er det tit et mysterium for mig, hvad der foregår og jeg føler mig noget rådvild ift., hvordan jeg skal reagere og forstå hende, der hvor hun nu er. Jeg føler ikke, jeg har nogen naturlig “intuition” for, hvad der sker – intuition bygger jo i min forståelse af det på erfaring.
Derfor har jeg det første år af hendes liv klamret mig til litteratur omkring småbørn. Der findes et hav af bøger omkring små børn under 1 år, især hvad pasning og udvikling angår. Men jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad jeg skal gribe til af teori og litteratur omkring tumlinge alderen. Nu hvor det ikke længere er den primære pleje, der er i fokus, men mere den psykiske og sociale udvikling, er det lidt sværere. Fx forståelsen af afvisning. Kan I hjælpe med nogle henvisninger ?
Med venlig hilsen