Hej Else!
Vi har en dejlig dreng på snart 19 mdr. Han har altid været en meget nem, glad og tilfreds dreng. Den seneste tid har han dog virket meget irritabel, pylret og med let til gråd. Det er de mindste ting, der kan udløse et grådanfald.
Oftest er det, når vi af en eller anden grund bliver nødt til at sætte nogle grænser for ham, eller hvis vi ikke kan gøre lige præcis det, som han vil have lige i øjeblikket. Fx bliver han dybt ulykkelig, når han skal vente på sin havregrød, der skal køle af, inden han kan spise den.
Eller han finder noget i skabe eller skuffer, som han gerne vil have, men som vi ikke syntes, han skal have, og som vi derfor tager fra ham. Andre gange kan det være noget legetøj, der driller ham, og selvom vi prøver at hjælpe ham, bliver han sur og ked af det.
Nogle gange når vi spiser, kan han finde på at række ud efter det ene og det andet, og når vi siger nej, og siger han skal spise det, der er på hans tallerken (som er det samme), kan han også finde på at bryde ud i vild gråd – og måske skubbe tallerken og mad ned fra bordet.
Han går til babysvømning en gang om ugen, hvilket han nyder. Han er glad, leger og plasker i vandet, men igen kan han indimellem bryde ud i gråd, hvis han ikke lige får det legetøj, som han havde udset sig, eller kommer hen til kanten og kravler op af vandet lige i det øjeblik, som han tænkte, det kunne være sjovt. Det betyder, at det kan være svært for ham at indgå i de lege og aktiviteter, som foregår fælles på holdet.
Jeg har svært ved at finde ud af, hvordan vi skal tackle disse situationer. Selvfølgelig skal han ikke have sin vilje, og hvis vi har sagt nej til noget, er det selvfølgelig vigtigt, at han oplever, at det ikke kan ændres. Hvilket vi heller ikke gør.
Jeg plejer at tilbyde mig og forsøge at trøste ham, sige at jeg godt forstår, at han bliver ked af det, men at det ikke kan være anderledes.
Ofte afviser han dog mine forsøg på trøst og vrider sig løs/skubber mig væk. Hvorefter han ofte række ud efter mig, eller forsøger at få kontakt kort tid efter, hvor han så afviser mig igen.
Hvordan tackler vi disse situationer med, hvad jeg opfatter som “frustrationsgråd”? Jeg har ondt af ham, og tænker, at han må have brug for at opleve, at han bliver set og hørt, for han har det selvfølgelig svært, når han reagerer, som han gør.
Omvendt føler jeg også, at det er vigtigt, at han oplever, at vi ikke vil finde os i hvad som helst, og at der er nogle klare rammer for, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok. I denne periode, hvor han har været meget pirrelig og med let til gråd, har han også pludselig svært ved at blive afleveret i vuggestuen – det har aldrig været et problem tidligere.
Han bliver ked af det, og klynger sig til os. Pædagogerne oplever, at han er utryg ved de store, og at han foretrækker, når de deler sig op i mindre grupper med de små og de store hver for sig.
Vi kan selvfølgelig også sagtens hygge os, lege, grine og tumle, og det er ikke sådan, at han er utilfreds konstant. Men dog langt mere, end vi har været vant til.
Han sover fint om natten og spiser også fint. Han har endnu ikke udviklet meget sprog. Det er tydeligt, at han forstår meget af, hvad vi siger. Vi kan fx bede ham om at hente sutten, bogen, bamsen m.v. Han siger enkelte dyrelyde, nej, hej, hej hej, hov, mam mam.
Vi håber du kan hjælpe os med at hjælpe vores dejlige dreng.
Med venlig hilsen