Kære Line.
Det er velnok en dejlig og rammende beskrivelse af din søn på 19 måneder. Tak for den.
Når et barn er 19 måneder er der mange ting, det er blevet bevidst om. Og der er fuld fart på forskellige typer udvikling på én gang. Han vil gerne kunne gør sig forståelig – fx hvad han gerne vil, og hvad han ikke har lyst til. Han kender far og mor og har meget glæde ved at være sammen med dem. Og de andre børn med deres ønsker og behov – og krav til ham – er også blevet nærværende, og dem er han ved at bide skeer med.
Men der er også mange ting, som han endnu ikke af udviklingsmæssige grunde kan og andre ting, der vil være godt at kunne, som han er i gang med at lære. Hvis han er sulten og havregrøden står på bordet. Så bliver han ulykkelig over at vente, for sulten gnaver i maven. Han kan ikke vente: ”Grøden skal komme NU!”. Glem alt om forklaringer om at grøden er for varm, du brænder dig osv. Det vil prelle helt af lige nu. Kur: isterninger i den varme grød køler den af på rekordtid.
Han vil gerne kunne lege med alt hvad han finder i skabe og skuffer. Og er der noget, som ikke han skal have sine små fingre i, så bliver han ked af det og græder, når I tager det fra ham. Han vil gerne blive ved med at udforske det nye og spændende, han har fået fat i. Så hvad er nu det, at I forhindrer ham i det? Kur: Gennemgå de steder han selv kan komme til og flyt alt det, som I ikke vil have, han roder med.
Om et cirka et halvt år, kan I så småt begynde at lære ham, at der er en enkelt ting, som han skal holde sig fra. I begyndelsen skal I måske sige det til ham, når han nærmer sig. Fx ”Den skal du lade være” (I fortæller ham hvad han skal gøre).
I skal undlade at komme med alle mulig forklaringer om hvorfor osv. Det tager opmærksomheden væk fra det, I beder ham om. Derfor siger I til ham, at han skal lade tingen være.
Lige nu er det en fin ting at minimere mulige frustrationer og konflikter, som er der af udviklingsmæssige grunde. Børn i jeres søns alder har meget lidt beredskab til at vente – og meget kort tålmodighed med ting, der ikke gør som barnet gerne vil have (legetøjet for eksempel). Så der er rigeligt med udfordringer for ham, hvor han øver tålmodigheden og gradvist udsætter sine behov.
Og kan I hjælpe med til, at der bliver bare lidt mindre episoder med gråd, så er det godt for både jer og ham.
Jeg bemærker mig du skriver, at du har ondt af ham, og du reagerer på hans gråd (siger til ham, du forstår ham osv.). Og han reagerer ved at trække sig væk på det ene tidspunkt og også ved at søge trøst, kort sagt med modsatrettede følelser og usikkerhed.
Jeg tror, at din usikkerhed og din ”jeg har ondt af ham” forplanter sig til din søn. Han kan mærke din usikkerhed og reagerer på den. Du kan med fordel overveje, hvordan du accepterer, at det giver gråd og irritation hos ham, når tingene ikke vil som han vil.
Børn gennemlever frustration og masser af besvær, men det giver netop motivation til at gøre nye ting, og at lære nye ting. Jeres søn bliver ked af, at han ikke kan få de andre børns legetøj, at legetingene driller, og at I afleverer ham i vuggestuen. Han er i gang med at lære, nogle ting står ikke til at ændre.
Hvis du med overbevisning viser ham, at sådan er det bare, går du ”foran”, så han ved, at det accepterer du. Hvis du bliver ked af det ”på hans vegne”, så bliver han usikker og ked af det. Og på den måde kan du være med til at stimulere hans grådtendens, selv om det er det modsatte, du gerne vil.
Når han rækker ud efter det ene og det andet ved middagsbordet, så opfatter han muligvis ikke, at det er det samme, der er på hans tallerken og i skålen. Det der er i skålen ser jo anderledes ud i hans perspektiv.
Og det kan også være, han er mere optaget af at tage ærterne (eller hvad det nu er) hen på sin tallerken. Det er selve bevægelserne, der er spændende. Det er ikke engang sikkert, at han er mere sulten. Det lyder til, at I kan tage hans ”nu smider jeg tallerkenen ned fra bordet” som et, jeg er mæt- tegn.
Umiddelbart synes jeg, at I skal tage tallerkenen, når han gør tegn til at smide den ned. Og så sige til ham. ”Jeg tager din tallerken og sætter den her” (væk fra ham, så han kan nå den). Du er vist færdig med at spise.
Og så lade ham sidde på gulvet med noget legetøj, mens I selv spiser færdigt. Vidste I for resten, at børn er omkring 4-5 år, før de kan øse op, så det de får på tallerkenen cirka passer til det, barnet regner med at kunne spise?
I kan også overveje at flytte en del af skålene med mad, når han er færdig med at øse op/få mad på tallerkenen. Så kan han måske bedre koncentrere sig om at spise det, der er beregnet til ham. Det lyder dejligt at hans sproglige udvikling er i fuld fart.
Er det ikke fantastisk at opleve, hvor meget sådan et lille barn kan udvikle sig på 19 måneder?
Jeg håber, at jeg fik svaret på det hele.
Held og lykke med opdragelsen.
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.