Kære Panel
Tak for en god service. Det er rigtigt dejligt at have muligheden for at skrive til jer.
Silas på 21 mdr. er en fantastisk dejlig dreng. Han er kvik, sjov og glad og meget aktiv og veludviklet motorisk. Han er godt igang med selvstændighedsfasen og alle dens til tider frustrerende situationer både for ham og os forældre. Efter at have læst artikler og nogle af jeres breve, kan jeg se, at det er meget af det samme vi går igennem.
Jeg har dog nogle bekymringer, jeg gerne vil dele med jer og håber på lidt vejledning. Beklager det lange brev 🙂
Vi havde en rigtig god fødsel og alt gik rigtigt godt, men Silas fik kolik som varede i 6-8 uger. Det taklede vi godt synes jeg, men jeg har hele tiden haft på fornemmelsen at Silas havde det svært, når der foregik for mange ting omkring ham.
Har altid været meget nysgerrig og kunne slet ikke finde ro ved amning feks. hvis der foregik for meget. Ved mødregrupper, babysvømning og andre fællesarrangementer, blev han tit ked af det og kunne ikke holde til at være der ret længe. Jeg har altid taget meget hensyn til ham og lyttet til ham. Jeg har taget ham til side, når han har haft brug for det.
Min mand og jeg er meget alene om Silas, da vi ikke har en stor omgangskreds. Vi er tilflyttere og familien er langt væk. Min mand arbejder meget, så jeg er meget alene med Silas efter dagplejen.
Silas start i dagplejen var hård, han græd i næsten 4 mdr. med få gode perioder. Vi har en super god dagplejemor, som er virkelig opmærksom på hvert enkelt barn og dets behov og vi har en god dialog.
Hun spurgte ret tidligt om Silas er for tidligt født, da hun kunne se nogle af de samme tegn, syntes hun.
Han havde svært ved at overskue for meget ad gangen og blev hurtigt ked af det, hvis de feks. var sammen med flere mennesker, legestue osv., eller der kom forældre som skulle hente/bringe børn, eller der kom fremmede og besøgte.
Dagplejemoderen og jeg tog en god snak om, hvordan vi skulle håndtere det, idet at pædagogen havde snakket om at flytte ham for at bryde den cirkel han var kommet i, men vi blev enige om at det ikke var godt for ham, og at vi blev nødt til at tage Silas for den dreng han er og se tiden an. Så kom heldigvis en lang god periode, men har stadig dage, hvor han bliver meget ked af det af samme ovenstående årsager og der skal generelt ikke ret meget til.
Han er ellers en super glad og aktiv dreng i dagplejen og det samme herhjemme og de sidste par mdr. har han fundet ro til at sidde og læse en bog og er blevet meget mere kærlig, giver uopfordret kys og kram. Vi har været gode til at holde fridage hjemme, hvor han får lov til at lade op.
Vi har nu en ny situation både herhjemme og i dagplejen, som jeg også ved, er en del af hans udvikling.
Herhjemme får han kraftige fortvivlelsesanfald og slår, bider, hiver i håret og skriger, som dog heldigvis går hurtigt over. I dagplejen hiver han de andre i håret og har gjort det i et stykke tid. De er lidt efter hinanden i gruppen og han er kommet hjem med mange kradsemærker.
Dagplejemoderen har snakket med mig om, at vi må prøve at tage fat i Silas nu, inden han får rollen som den, der hiver i håret, og de andre har allerede “frosset” ham ude i deres leg, fordi de ikke gider ham mere.
Og om vi kan løse det selv, inden en pædagog evt. skal involveres. Som jeg kan forstå, er det i situationer, hvor legetøj bliver taget fra ham, og hvor han ikke får sin vilje og kan også være ret voldsom i sin leg. Vi har før snakket om, at vi må være mere konsekvente i vores opdragelse og tage det nu, inden han skal starte i børnehave, hvilket jeg virkelig er bekymret for, at han skal. Så mange børn og pædagoger.
Vi kan sige nej til ham 10 gange og han bliver ved og ved. Vi er blevet enige om, at vi må prøve at håndtere situationen ens hjemme og i dagplejen, fordi han måske ikke kan finde ud af, at vi måske ikke gør tingene helt på samme måde, vi har nok været for utydelige i vores reaktioner. Jeg har prøvet at læse mig frem til, hvordan vi skal håndtere det og ved nu hvordan. Jeg tror bare, at jeg har brug for at høre fra jer, hvordan vi kan hjælpe Silas.
Er hans udbrud og handlinger i dagplejen tegn på usikkerhed og frustrationer eller kan det være andet?
Hvordan skal vi takle det at han virker utryg i visse situationer og måske ikke kan overskue ligeså meget i dagplejen?
Han siger ikke så meget endnu, men “snakker rigtigt meget fransk” og forstår rigtigt meget og er god til at vise hvad han vil.
Når vi mødes med mødregruppen nu, er han meget voldsom i legen og er meget efter de andre. Han har altid været lidt hurtigere motorisk og viljestærk. Det kan være ret frustrerende som mor, at hele tiden skulle være efter ham. Når min mand og jeg er i svømmehallen eller på store legepladser med ham i dag, oplever vi nu en meget mere udadvendt og glad dreng i forhold til, da han var helt lille. Er det fordi, han oplever tryghed sammen med os?
Håber I kan kan læse dig frem til noget ud fra mit lange brev 🙂
På forhånd tak.