Kære Sundhedsplejerske.
Jeg er førstegangsmor til en sund og glad dreng på snart 9 måneder. Han vågner stadig hver anden time (nogle gange oftere) og vil her ammes. Han er en dreng der tydeligt giver udtryk for hvad han vil have, og skriger bare højere og højere, indtil vi giver op og lader ham blive ammet.
Det hjælper heller ikke at det er far der tager ham om natten og jeg sover i et andet rum, så fortsætter han bare med at skrige til jeg kommer.
Han har altid været en ivrig drikker om natten, og her efter 9 måneder har min længste lur været på 3 timer. Vi har således svunget i ammeintervel mellem hver time til hver tredje i alle 9 måneder.
Han havde en fødselsvægt på 4,65 kg, og havde nok derfor et stort behov for mælk fra start af, og her er den dårlige vane nok allerede startet.
Han har en god appetit om dagen, får 3 store måltider (havregrød, rugbrød og varm aftensmad) + mellemmåltider, og han burde således ikke være sulten.
Han bliver generelt ikke ammet om dagen.
Han sover fast to lure på 1,5 time i løbet af dagen.
Om natten sover han i sin egen seng på eget værelse for ikke at lugte mor. Bliver heller ikke mere rolig af at være i vores soveværelse.
Han er meget morsyg og har meget svært ved at lege selv, hvis mor er i rummet. Græder når mor går. Er også glad for at lege med far, men stemningen kan hurtigt blive ødelagt, hvis mor kommer ind i rummet.
Da han blev 8 måneder blev vi enige med vores sundhedsplejerske om, at vi ikke kunne holde til dette i længden, og at natteamningen skulle skæres ned til kl 19, 22 og 6.
Far stod således for ham mellem kl. 22 og 6, hvilket resulterede i høje skrigeture og ingen lure på over 20 minutter. Dette arbejde fortsatte far med i 9 dage, og han skreg blot højere og højere og ville nu også ammes om dagen.
Far var der hele tiden, tog ham op og trøstede osv..
Vi gav op efter 9 dage. Nu vil han slet ikke trøstes af far om natten, og amningen har således taget til, til hver anden time igen.
Han er blevet endnu mere mor-syg, og vi er således bange for at “traumatisere” ham, ved at prøve noget lignende igen.
Hvordan skærer vi så i amningen?
Hvor lang tid skal der gå før vi evt. forsøger det samme igen? For vi vil jo heller ikke “traumatisere” ham igen.
Han har aldrig ville tage flaske, og det føles mere som hans “mor-syge” der er problemet.
Jeg er klar på at stoppe med amning, hvis det er det der skal til. Men han skal jo også ku’ holde til det.
Hilsen en meget træt mor.