Sutten er bedst at bruge, når barnet er ked af det. Har barnet vænnet sig til at skulle have sutten, når det skal sove, og mens det sover, kan den godt være med til at gøre barnets søvn urolig. Når sutten er væk fra munden, vågner barnet og kan ikke falde i søvn igen, før sutten er i munden. Sutter barnet på finger, kan det altid finde “sin sut”. Det er også barnet, der bestemmer, hvornår fingeren skal i munden. Derfor er det meget sværere at vænne barnet af med at sutte på finger, end det er at vænne det af med at bruge sut. Afvænning fra sut er næsten altid forbundet med, at barnet bliver ked af det og savner sutten.
- Dit barn kan godt! – I skal med sikker overbevisning vise jeres barn, at I stoler fuldt og fast på, at det kan gennemføre at holde op med at bruge sut. Og at I støtter det 100 % i det.
- Få barnet med på ideen. Ved at forberede barnet og gøre klart at ”Nu vil vi gerne have, at du sover uden sut og…..”… skal den på suttetræet? Fortæl barnet hvad der skal ske. I kan også med fordel lade barnet være med til at udforme, hvor den sidste sut skal hen.
- Sammenhæng i barnets liv - Daginstitution, bedsteforældre og andre væsentlige personer hjælper også med.
- Barnet er med - når sidste sut skal væk – Det er barnet som putter sutten i konvolutten og i postkassen, hen til fætter BR eller på suttetræet. Så ved barnet med sikkerhed, hvad der er sket.