Hej Lene
Tak for din mail, som jeg her har forkortet en lille smule.
Når jeg læser din mail, så får jeg indtryk af, at I er meget aktive omkring at få jeres søn til at sove og en af mine overvejelser er, at I måske er for aktive. Så aktive, at I faktisk kommer til at forstyrre ham.
Jeg får indtryk af, at I har et langt putteritual, måske skal I forsøge at afkorte det lidt. Et forslag kan være, at han får massage midt på dagen og ikke lige før sengetid. Alt hvad der involverer hans seng, skal I gøre så ”kedeligt” som muligt for at signalere, at her skal der soves.
Du skriver, at han sover i en vugge. Vuggen bevæger sig, når han vender sig i søvne og det vækker ham måske? – I kan prøve at lade ham sove i en stillestående seng og ikke vugge ham, men måske blot lægge en beroligende hånd på ham? Igen, forsøg med mindre aktivitet.
Og måske skal I forsøge uden en hånd på ham, men blot, som I allerede gør, sige, at det er nat og han skal sove.
Det, at jeres søn står tidligt op, det ligger måske til ham? Nogle mennesker er jo A-mennesker, der står op på samme tid som lærken. Derfor kalder man dem for lærkebørn. Måske er han et sådant barn. Har man et lærkebarn, så er det en god idé, at man som forældre laver en turnusaftale om, hvem der skal stå op med barnet på hvilke dage. Så får man som forælder i hvert fald sovet længe nogle morgener.
Når han nu er 9 måneder, så kan han godt klare natten uden mad. Det, at han vågner for at spise, er en vane, som er med til, at han vågner hver nat. Og maden skal fordøjes og det skaber aktivitet i hans fordøjelsessystem og det giver urolig søvn. Så prøv at trappe ud af natmaden.
Når I trapper ned for natmaden, så giv et ekstra måltid om dagen. Så han ikke mindre mad i døgnet, end han plejer og det bliver sult, der holder ham vågen. Så giv ham 5 måltider i løbet af dagen. 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider.
Som du selv er inde på, så kan gennembrud af tænder godt genere søvnen i en lang periode og det kan være, at det er det, der er synderen. Er det tænderne, så er det jo svært at gøre noget ved, andet end at trøste sig selv med, at det er en periode, indtil alle tænderne er brudt igennem.
Jeg håber, at I har fået ny inspiration – og held og lykke med lillesøster/lillebror til maj.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske cand. scient. soc.