Hej Sundhedsplejersken.dk.
Vi vil gerne kvitte amningen om natten og lære vores dreng at falde i søvn selv.
Vi har en søn på 10 1/2 måned. Han blev indtil for 2 uger siden ammet 2-3 gange om natten, hovedsageligt for at få ham til at sove videre.
Nu har min mand taget over og jeg sover i stuen. 2 el. 3 gange har min mand været nødt til at komme ind med ham til mig fordi han græd rigtig meget. De andre dage har han fået ham til at sove på forskellige måder, men det kan være ret svært at få ham til at sove igen.
Min mand siger at det virker som om han er træt, men at han bare ikke kan ligge stille længe nok til at falde i søvn. Vi har ikke fået lært ham at falde i søvn selv, han bliver enten ammet eller gået i søvn ( i barnevognen), og måske kan det være her problemet bunder?
Jeg har læst en masse af Jeres andre råd, om en fast hånd, og et bestemt “godnat” o.s.v, men han bliver voldsomt ked af det og mosler rundt eller står op, og hvordan skal man lægge en hånd på en dreng der mosler rundt og nægter at lægge sig ned??
Og hvordan skal vi overhovedet få ham til at falde til ro så han kan falde i søvn??
Jeg går i legestue med ham så ofte som muligt og han er en utroligt aktiv dreng, så jeg tror bestemt han er træt. Om dagen sover han efterhånden kun én gang og det er ca 1-2 timer.
Han gider ikke bruge en sut, han leger bare lidt med den når han er glad og vil slet ikke have den når han er sur / ked af det.
Håber meget I kan hjælpe os videre.
Venlig hilsen