Hej
Vi har en dejlig søn på næsten 5 måneder. Jeg ammer ham fuldt ud, og han er endnu ikke begyndt at få grød eller andet.
Jeg ved at der godt kan gå noget tid mellem afføringerne, når han udelukkende får modermælk (med vores datter, som nu er 5 kunne der da hun blev ammet fx godt gå en uge imellem), men nu har han ikke haft afføring i 18 dage, og det synes vi er ret vildt. Vi er derfor ret bekymrede selvom han virker upåvirket af det. Er det virkelig normalt? Kan han virkelig optage det hele, så der intet kommer ud i den anden ende i så lang tid?
Det skal siges, at han trives og vokser som han skal, sover ok, er glad, pludrer, når han er vågen og leger. Han er generelt ikke særlig meget ked af det. Han gylper ekstremt meget, men det har han sådan set gjort hele tiden – der er ikke nogen speciel ændring der. De sidste par gange han havde afføring gik der ca. en uge mellem afføringerne og før det var der nogle gange med 3-4 dage imellem og før det var der afføring mindst en gang dagligt.
Da vi nåede op på 11 dage uden afføring talte jeg med vores sundhedsplejerske, som sagde at vi bare skulle fortsætte som hidtil og så stimulere ham lidt med et termometer ved at tage hans temperatur, så skulle det nok komme. Vi har masseret hans mave, cyklet med benene, givet ham lidt vand på en kop, givet ham bad, stimuleret med termometer, men ingen afføring. Da vi nåede op på 15 dage tog jeg ham med til lægen, som kiggede på ham (hun lyttede på hans mave og han havde normale tarmlyde, mærkede på hans mave, som var blød, kiggede ham i numsen og mærkede ham i endetarmen, hvor der ikke stod noget hård afføring og der kom kun en lille bitte bitte smule afføring med ud på hendes finger – vel på størrelse med en lillefingernegl). Hun foreslog at vi gav ham laktulose 1,5 ml morgen og aften, hvilket vi så har gjort, men stadig ingen afføring.
Vi vil ringe til lægen efter aftale igen i morgen for at høre hvad nu, men tænker at vi også lige vil høre jer ad, hvad I tænker om situationen.
Han er desuden her gennem den sidste uges tid begyndt at virke mere sulten – og han har de sidste 3 uger været ret interesseret i når vi spiser mad. Han vil stort set hver gang spise fra begge bryster og bliver ikke altid tilfreds (tilfreds ca. 70 % af gangene), men kan trøstes på under 30 sekunder med en sut, hvis han ikke er helt tilfreds. Han er ligeledes begyndt at vågne lidt oftere om natten, men sover stadig ret godt. Fra han har været ca. 3 måneder er der ofte gået 7 timer fra han har spist om aftenen til han er vågnet om natten og vil have mad, så har han spist, sovet videre i ca. 2 timer og vågnet igen. Nu sover han måske ca. 5-6 timer, vågner og får mad, sover videre 2 timer, får mad, sover lidt igen (som regel) og vil have mad en times tid til to efter det også.
Derudover spiser han fint i løbet af dagen og aftenen og jeg ammer ham ca. 8 gange i døgnet. Han sover som regel en lang lur i løbet af dagen på en 3 timer (forskelligt om det er formiddag, midt på dagen eller sidst på dagen) og derudover tager han en 2-3 lure på 30-40 minutter i løbet af dagen.
Jeg havde jo så småt begyndt at tænke på at give ham den første grød, men tør ikke rigtig nu, hvor han ikke har haft afføring så længe – sådan at der i hvert fald ikke bliver en sammenblanding af årsager til den manglende afføring – det var lægen enig med mig i.
Kan den manglende afføring skyldes, at han rent faktisk trænger til at få mere mad, dvs. grød og amning, og at han optager al den mælk han får ind (ud over det som han gylper op) eller hvad? Som sagt virker han upåvirket af det og gylper heller ikke mere end ellers, men vi er bekymrede for om det kan være noget alvorligt eller om det lige pludselig vender og at han får det rigtig skidt, for vi undrer os jo meget over at der kan gå så lang tid uden afføring.
Derudover tænker jeg, at når han så forhåbentlig snart får afføring hvad så fremover – skal vi så forvente at der går ligeså lang tid mellem og hvad kan vi forvente når han formentlig snart skal begynde at have grød?
Mange hilsner fra