Barselsperioden begynder, når barnet er født. Den varer indtil barnet og familien trives. I barselsperioden kan I hente god støtte hos jordemoder, sundhedsplejerske og praktiserende læge.

Undersøgelser og kontakter i barselsperioden

Barselsperioden er en ganske særlig livsfase for forældrene og deres lille barn. Det er en overgangsperiode, der er præget af store forandringer, fysisk, følelsesmæssigt og socialt.

De første 7 dage efter fødslen kan I henvende jer til fødeafdelingen uden henvisning, hvis der er behov for at tale med en læge eller jordemoder. Benyt denne mulighed, hvis I kommer i tvivl om barnets trivsel eller ernæring i den første uge.

Men ud over denne mulighed har sundsvæsnet tilbud om forskellige undersøgelser og besøg i barselsperioden. De er til for at følge barnets sunde vækst og udvikling samt støtte jer i omsorgen for barnet de første dage og uger efter fødslen. Samtidig kan det være en god hjælp, når amningen skal i gang.

Hvad I tilbydes af undersøgelser og samtaler i barselsperioden afhænger til en vis grad af jeres og barnets individuelle behov.

Herunder kan du læse om de grundtilbud som alle får.

Jordemoder

Dagen efter fødslen vil du blive kontaktet af en jordemoder, der kan tale fødselsforløbet igennem med dig. Det gælder især, hvis du har født hjemme eller bliver udskrevet inden for det første døgn,

2-3 dage efter fødslen er der tilbud om samtale med jordemoderen eller en sygeplejerske. Formålet er at følge op på mor og barns tilstand efter fødslen og tilbyde screeningsundersøgelser af barnet.

Samtale kan dreje sig om fødslens forløb, barnets tilstand og ernæring, amning og mors fysiske tilstand (efterveer, evt. smerter eller bristninger). I kan også tale om genoptagelse af samliv og behov for prævention.

Der er desuden tilbud om hælblodprøve af barnet (tages for at screene nyfødte for forskellige medfødte sygdomme).

Der er også tilbud om hørescreening for at tjekke for medfødt høretab.

Sundhedsplejerske

Sundsplejersken kommer på besøg i løbet af den første uge eller senest 10 dage efter, I er udskrevet. Det præcise tidspunkt afhænger af, hvilken kommune du bor i, og hvor længe du evt. var indlagt efter fødslen. Du kan ringe til sundhedsplejen i din kommune, hvis du har spørgsmål. Men gør du ikke noget, hører du automatisk fra hende.

Hvor mange og hvor hyppige besøg du kan få derefter afhænger af din og familiens individuelle behov. Du aftaler selv med sundhedsplejersken, hvornår hun kommer næste gang.

Læge

5 uger efter fødslen undersøges barnet. I kan komme til jeres praktiserende læge, som vil undersøge barnet og tale med jer om den første tid efter fødslen. I kan også tale om prævention, jeres følelsesmæssige oplevelser af at blive forældre eller andre ting, som ligger jer på sinde. Det er godt hvis begge forældre kan være med.

8 uger efter fødslen undersøges mor. Hvordan har du det efter fødslen fysisk og mentalt? I kan tale om, hvordan det går med knibeøvelserne, og du kan få en gynækologisk undersøgelse og tjek af evt. bristninger, hvis der er behov for det. I kan også tale om fødslens forløb, barnets trivsel og evt. gener hos mor efter fødslen.

Oversigt over tilbud om undersøgelser og kontakter

 

Om: Det nyfødte barn i den første tid. 

Om: Amningen.

Om: Søvn

Om: Gråd

Kilde:

Sundhedsstyrelsen: Anbefalinger for svangreomsorgen 2022.