Hej Marion.
Jeg skriver til dig, fordi min mand og jeg – som så mange andre nybagte forældre – oplever et stort generationssammenstød med de nybagte bedsteforældre på hans side. Eksemplerne på vores problemer er talrige, men jeg skal prøve at plukke et par stykker ud…
For godt to måneder siden fik vi vores dejlige, længe ventede søn, som dog har fået en hård start på livet. Både graviditet og fødsel var uproblematisk, men kort tid efter fødslen begyndte han at gylpe store mængder mad op før, under og efter hvert måltid. En nat førte det endda til vejrtrækningsstop. Det var et kæmpe chok for os, og vores i forvejen hårdt trængte overskud blev presset helt i bund.
Vi har været indlagt på sygehuset med ham ad flere omgange og fået konstateret refluks. Refluksen er også forbundet med store smerter for ham, og derfor får han nogle kolikagtige anfald. Vi havde derfor brug for al den hjælp, vi kunne få, og vi valgte at flytte hjem til mine forældre – de kunne give mig den tryghed og støtte, jeg havde brug for oven på sådan en omgang, når min mand var nødt til at tage på arbejde.
Få kilometer fra mine forældre, bor min mands forældre, og især min mands mor føler sig meget forbigået. Vi har ikke haft meget overskud til at tage på visit hos dem, så det kan jeg sådan set godt forstå. Men hun får det hele tiden udlagt, som om jeg er en heks, der af ond vilje ikke vil lade dem tage del i deres barnebarns liv. I virkeligheden handler det om, at vi bare ikke har haft overskud. I løbet af de første 3 uger af min søns liv fik jeg omtrent 10 timers søvn i alt, og det kan jo køre enhver i sænk.
Jeg må derfor indrømme, at jeg er lidt træt af at skulle bruge mine knappe ressourcer på at håndtere hendes klemte følelser. Vores løsning på vores søns problemer er at holde ham meget tæt på os i stedet for at sende ham på omgang fra hænder til hænder – både for at vi kan lære at afkode hans små signaler, så vi kan hjælpe ham, og så vi ved, at han er der, hvor han er aller mest tryg, når han har det skidt.
Og vi har ikke valgt den løsning for at afskære nogen fra at tage del i hans liv – vi gør, som vi gør, fordi vi mener, det er det bedste for ham. Det er vel ikke blot vores ret, men også vores pligt som forældre. Det er også derfor, jeg bliver så vred over, at min svigermor ikke kan se, at det lige nu ikke handler om, hvad hun gerne vil, men om at få en fornuftig hverdag stablet på benene for os.
Jeg har forklaret hende, at mine forældre ikke får lov til mere, end hun gør, men det formilder hende ikke. Hun har sagt til mig, at jeg er kold og, og hun har skældt mig ud over, at hun ikke har fået lov at gå så meget med barnevognen, som hun gerne ville – men det har jeg ikke engang selv haft mulighed for.
Hun er også sur over, at jeg ikke ville lade hende vække min på det tidspunkt kun få dage gammel søn for at hun kunne få taget et billede med ham – men helt ærligt! Jeg synes simpelthen, det er så tarveligt, at hun giver mig dårlig samvittighed over, at hun ikke lige nu får sine Farmor-drømme indfriet, når jeg selv kæmper med at affinde mig med, at mine egne illusioner om en stille og rolig barsel brister én efter én.
Og jeg forstår ikke, hvorfor alt skal handle om hende – det er trods alt vores søn. Da vi købte vores barnevogn, sagde min mor “Hvor er den fin – den bliver I glade for!”, mens min svigermor først reagerede ved at blive fornærmet over, at hun ikke var blevet inviteret med ud at købe den, hvorefter hun dog sagde “Jamen, den er da flot – den glæder jeg mig til at gå med”. Hun skubber hele tiden sig selv ind foran os, og jeg er ved at drukne!
Dertil kommer, at hun mener, det er hendes ret som Farmor at komme buldrende med råd i tide og utide. Hun siger selv, det er velmenende, og det kan jeg jo være nødt til at tro på, men sådan føles det ikke. Da jeg fx uploadede et billede af en fredfyldt, sovende dreng til Facebook, var hendes kommentar, at jeg havde lagt ham i en stilling, der var usund for hans nakke og ryg – for det første var det ikke sandt, for det andet skal hun ikke blande sig i det, og for det tredje skal hun slet ikke skrive den slags på facebook.
Jeg følte mig i den grad hængt ud som dårlig mor. Hun har en særlig evne til at komme med råd om ting, som slet ikke er et problem, og derved gør hun alt til et problem. Så giver jeg ham hægesmæk på for ofte, så lader jeg ham ikke græde længe nok før jeg tager ham op, og så ammer jeg ham i en forkert stilling.
Og hun mener også, at der er noget galt med min modermælk, og at det er det, der giver ham refluks – tak for det råd! Jeg har forsøgt at få hende til at forstå, at jeg nok skal bede om hendes råd, hvis jeg vil have dem, men det er ikke nok for hende.
Min svigermor har selv fået fire børn, og hun ved sikkert meget om, hvad det vil sige at være mor. Men hun glemmer, at hun ikke ved noget om at være mor for netop vores barn. Vi har meget forskellige syn på opdragelse, og mange ting har også ændret sig i løbet af de mere end 30 år, der er gået, siden hun blev mor første gang. Vi følger både vores egen intuition og Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men uanset hvad vi gør, skal jeg retfærdiggøre vores beslutninger.
Jeg får tit kommentarer som “Det er da utroligt, at mine børn overhovedet har overlevet med alle de ting, man ikke må!”, når jeg forsøger at gøre det rigtige – fx at lægge ham til at sove på ryggen i stedet for siden og at spænde ham fast i autostol fremfor lift, når vi kører.
Jeg er meget i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere denne konflikt. Min svigermor bliver fornærmet over den mindste detalje, og det gider jeg faktisk ikke bruge min energi på. På den ene side har jeg derfor lyst til at lade hende klemme sine klemte følelser selv, for jeg synes simpelthen, hun er så egoistisk og umoden. Hvis en veninde behandlede mig på den måde, ville jeg sortere hende fra.
Men på den anden side føler jeg en pligt til at være en god og forstående svigerdatter – også for at sikre, at min søn får et godt forhold til begge hold bedsteforældre. Og så alligevel bliver jeg lidt fanden-i-voldsk, for jeg synes ikke, det kan passe, at det altid er mig, der skal komme hende i møde, når hun i alle henseender ignorerer vores behov.
Min mand er – forståeligt nok – ved at få spat af hele situationen. Han kan ikke forstå, at hun altid skal være så fornærmet, og derfor vil han faktisk også hellere have base hos mine forældre, der har en langt mere afslappet og tilbageholdende facon. Men omvendt vil han selvfølgelig også gerne glæde sine forældre, og jeg kunne ikke drømme om at bede ham om at vende dem ryggen; tænk, hvis min egen søn en gang vendte mig ryggen! Indtil videre har jeg “løst” problemet ved, at vi igen er flyttet hjem til os selv, for så bliver svigermor da i det mindste ikke jaloux over, at vi er hos mine forældre.
Men konsekvensen af det er bare, at begge hold bedsteforældre ser mindre til deres barnebarn, og det synes jeg er helt unødvendigt.
Konflikten er selvfølgelig ikke opstået ud af ingenting. Vi har altid følt hinanden lidt på tænderne, og særligt da min mand og jeg lige havde mødt hinanden, havde vi det svært med hinanden. Min svigermor ville ikke lukke mig ind i deres familie; jeg skulle fx vente i køkkenet, mens hun snakkede med min mand, og hun lavede regler om, at min mand skulle komme uden mig hver tredje gang, han besøgte dem.
Mine forældre var helt omvendte – de åbnede deres døre på vid gab og tog imod min mand, som om han var deres egen søn. Min mor smurte sågar madpakker til min mand! Det betyder, at min mand føler sig meget mere hjemme i mit barndomshjem, end jeg gør i hans – ja, faktisk føler han sig også nogle gange lidt fremmed hjemme hos sine forældre, fordi vi konstant skal måle og veje hver eneste af vores handlinger. Min mand er den ældste i hendes børneflok på fire, og det er ofte ham, hun går til, når hun har brug for at snakke.
Jeg overvejer, om hendes handlingsmønster er et krampagtigt forsøg på at klamre sig fast, fordi hun kan se, at hendes søns frigørelse fra hende er endelig nu, hvor han selv er blevet far. Det ville også forklare, hvorfor hun skubbede mig væk, da jeg kurtiserede kronprinsen. Hvis det er tilfældet, kan jeg for så vidt godt forstå hende – men det er stadig ikke rimeligt, at hendes frustrationer skal gå ud over os.
Hvad skal vi stille op?