Kære Else
Jeg har en glad og velfungerende datter på knap 5 måneder (290812). Det er min – og omgivelserne oplevelse – at hun trives godt. Hun lærer løbende nye ting, pludrer og er fysisk aktiv (på det niveau man nu er i fem mdrs. alderen :-)).
Og hendes forældre er helt forelskede i hende. Udfordringen er, at hun spiser forholdsvis lidt, og det er vores oplevelse, at hun har tabt sig lidt (vi kan mærke det, når vi tager på hende, desuden er elastikkerne blevet noget mindre) og vokser heller ikke rigtig i længden lige pt.
Hun vejer ca. 6,3 kg og er 63 cm. Det har været det samme de sidste tre uger. Ind til jul ammede jeg hende fuldt. Medio december havde jeg en oplevelse af, at hun ikke fik så meget mad (tilsvarende nu en periode, hvor hun tabte sig og ikke voksede i længde). Efter en vejning hos SHP (60 cm 5,5 kg 19.dec)) blev jeg anbefalet at supplere med to flasker dagligt a 150 ml. Dem tog hun gladeligt. Hun voksede og tog en del på efterfølgende. Amningen er hen over jul og nytår gået helt i stå, og nu får hun udelukkende MME.
I øjeblikket spiser hun ca. 675-725 ml MME erstatning i døgnet. Det er fordelt på 6-7 måltider. Desuden ca. en halv dl grød/mos. Hendes døgn ift. mad ser ca. således ud: 6.30 vågner hun – er glad og pludrende, men ikke sulten. Omkring kl. 7. 30 bliver hun tilbudt en flaske og tager typisk omkring 100 ml. Det er egentlig sjældent, at hun melder sig for alvor her. 9.00 melder hun sig og tager typisk omkring 100 ml. 11.00 bliver hun typisk lagt til en lang lur – omkring 2-3 timer. 14.30-15.00 er hun typisk sulten, når hun vågner og tager måske ca. 145 ml.
Omkring kl. 17 er hun gennem de sidste tre uger blevet tilbudt et måltid grød/mos om eftermiddagen. Det sker på et tidspunkt, hvor hun er frisk (ofte relativt kort tid efter en lur) og ikke for sulten. Hun tager fint af grøden (om end hun stadig er ved at lære kunsten at spise) – det bliver nok til ca. ½ dl. Måske lidt mere. Hun bliver tilbudt MME at drikke til og tager en smule. 18.30 melder hun sig og tager måske 100-120 ml igen 20.00 Hun bliver træt omkring kl. 20 og blive puttet i sin seng. Hun vil ikke have en flaske til at sove på. 23.00 Når vi går i seng tager vi hende op og giver hende en flaske. Her tager hun typisk omkring 100 ml. Hun spiser nærmest sovende. 03.00 ligger hun gerne og ”skrubber” lidt i sengen – det er min oplevelse, at jeg egentlig godt blot kunne give hende sutten, men her får hun så også tilbudt en flaske og tager gerne 140-160 ml
Min sundhedsplejerske mener, at vi skal være bekymrede. Hun mener, at vores datter skal spise ca. 6 måltider á 175 ml og har anbefalet dobbelt fedt/olie i grøden. Vi har desuden lavet en aftale om en kontrolvejning om en uges tid. Vi kan godt se, at hun spiser mindre, end hun tidligere har gjort (ved nytår tog hun gerne 6 flasker á ca. 150 ml dagligt). Og som jeg også tidligere skrev, kan vi også se på hende, at hun ikke vokser rigtig lige pt, – og at hun måske taber sig lidt).
Men hun er akkurat lige så glad, vågen og udforskende som hun plejer. Hun er meget tydelig (gennem hele dagen), når hun ikke vil have mere at spise. Kniber munden sammen, vender ansigtet væk og skælder ud. Vi bøvser hende af og tilbyder altid flasken igen efterfølgende – også med en lille pause på 5-30 min. Men det lykkes sjældent at lokke mere end 10-20 ml yderligere i hende. Vi nøder hende, så godt vi kan, men kan og vil jo helst heller ikke tvinge noget i hende.
Det var en lang udredning, men jeg vil gerne høre dit bud på, om vi skal være bekymrede ift. hendes begrænsede appetit og vækst og i givet fald, hvad vi så skal stille op? Hun skal snart til 5 mdrs. undersøgelse hos lægen.
På forhånd tak for hjælpen!