Hej,
Jeg har en sød, rask og frisk dreng som lige er fyldt 3 år. Han vokser og tager på som han skal, og er sprogligt og motorisk lidt foran andre på sin alder.
Min “bekymring” er at han spiser meget få forskellige ting, og det har stået på stort set siden han begyndte at skulle spise rigtig mad.
Han spiser og drikker kun følgende:
Brød, Rugbrød (kun med smør og figen), Knækbrød
Smør, Honning
Havregrød, Risengrød med kanel
Havregryn, Flakes
Yoghurt, Koldskål
Frugt (det meste)
Pasta, Ris, Pommefritter
Majs, Ærter
Figen, Rosiner, Dadler
Is, Kage, Kiks, Slik, Chips, Popcorn
Mælk, Vand, Juice, Saft
Alle siger, at man bare skal ignorere det, og så kommer det lidt af sig selv. Det har vi (min kæreste og jeg) også gjort det meste af tiden, med undtagelse af et par gange hvor vi har prøvet nogle forskellige metoder af. Det skal dog lige siges at vi, da han var fra 1-2 år, nok har været lidt dårlige til at variere maden til ham, da han altid nægtede at spise de andre ting, der ikke er på listen.
Og i en travl hverdag hvor vi begge havde jobs fra 9-17 var overskuddet der ikke altid. Så der tog vi tit den lette løsning og gav ham pastaskruer uden noget, men vi har altid spist sammen med ham, så vores mad har altid været på bordet også.
Han har i vuggestue altid nægtet at spise det, de fik til frokost, på nær hvis de fik nogle af de ting på listen. Så tit når man hentede ham kl 16.00-16.30 havde han kun spist lidt frugt og måske noget franskbrød (uden noget på), hvis de fik det. Og det er det samme i børnehaven, som han startede i for 4 måneder siden.
Vi havde håbet, det ville ændre sig lidt der, og gav den også en skalle der hjemme med at anrette ting på hans tallerken med rum i, med det vi fik til aftensmad og så en ting han godt kunne lide. Men intet har ændret sig.
En typisk hverdag for ham ser således ud:
Morgenmad:
Knækbrød med smør og nogle æbler eller yoghurt med flakes eller havregrød,
dertil mælk.
Formiddag:
Frugt og vand
Frokost:
Ingenting (med mindre de får noget fra listen)
Eftermiddag:
Frugt, figen, knækbrød, kiks (når han bliver hentet og kommer hjem) + vand/mælk
Aftensmad:
Pasta eller ris (uden noget) nogle gange lidt majs eller ærter, men ikke til hans store glæde. + vand/mælk
I weekenderne kan vi få ham til at spise rugbrød til frokost, men kun hvis der er figenpålæg på.
Er det sandt at det virkelig bare kommer af sig selv med tiden? Og det bare er, fordi at det er det “eneste” han selv kan kontrollere? Eller er der noget vi kan/bør gøre???
Håber i kan hjælpe mig!
Mvh.