Hej.
Vi er i en ret belastende situation og jeg søger derfor hjælp og gode råd.
Min mand og jeg har sammen to piger på 7 og 5 år og venter nu tvillinger (jeg er i uge 32).
Vores yngste datter var meget urolig grædende det første år, og hun kom i en periode hvor vi renoverede. Så især for min mand var det meget belastende.
Det har taget nogle år, men vi var nu klar til et barn mere og at det så viste sig at være tvillinger vi ventede, har været ret svært for min mand at acceptere.
Min mand er selvstændig og havde lige ansat sin første medarbejder og købt en bil mere, dagen før vi fandt ud af, at vi ventede tvillinger. Det har betydet, at han føler en usikkerhed økonomisk.
At min mor så for en måned siden pludselig fik konstateret en aggressiv form for cancer har ikke gjort det hele mindre stressfyldt. Vi ved ikke om hun når at møde de kommende tvillinger.
Jeg synes egentlig godt jeg kan være i det hele, selvom det er svært, og jeg glæder mig til at møde de to små. Men det svære er, at min mand har det helt anderledes.
Han oplever det som en straf at vi venter tvillinger og glæder sig på ingen måde. Han ser alle skrækscenarierne for sig og siger, at de næste mange år bare skal overstås. Han har kun villet mærke dem sparke en enkelt gang og siger, at det gør ham bange.
Og det er så svært for mig at være i. Uden hans opbakning bliver jeg sårbar.
Hvad skal jeg gøre? Hvordan kan jeg bedst hjælpe ham? Når han antyder overfor andre, at han ikke glæder sig, slår folk det bare hen. Han vil heller ikke snakke med sundhedsplejersken om det. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få ham til at tænke mere positivt. Og jeg er bange for at det hele ramler for os efter fødslen.
Mvh.