Åreknuder er udvidede blodkar (vener). De kan komme på benene, ved endetarmen som hæmorider eller omkring skedeåbningen.
De kan opstå i graviditeten, fordi hormonforandringerne gør blodkarvæggene lidt svagere, og fordi livmoderen og barnet trykker på de blodkar, der fører blodet væk fra benene. Derved hober blodet sig op og årerne udvider sig, for at kunne rumme den ekstra mængde blod.
Der findes nogle øvelser (venepumpeøvelser), som kan styrke blodomløbet i benene og på den måde være med til at forebygge eller mindske generne fra åreknuderne.
Støttestrømper kan måske også hjælpe. Støttestrømper aflaster som regel på den trætte og tunge fornemmelse, der kan være i benene. En god idé er, at undgå at stå i samme stilling i længere tid ad gangen. Bevægelse er godt, – især svømning, fordi det letter på trykket at komme i vand.
Og husk at få hvilet benene. Læg benene op hver eneste gang du har muligheden for det. Sidder du ned på dit arbejde, så husk at bevæge dig lidt omkring, – det belaster benene at sidde stille.
Små åreknuder forsvinder som regel igen efter fødslen.