Hvis man ønsker barn, er det forbundet med sorg og fortvivlelse, når en graviditet ender i en abort. Antallet af aborter er muligvis meget højere end de nævnte 15 %, da en ufrivillig abort kan foregå meget kort tid efter befrugtningen, så kvinden faktisk endnu ikke har fundet ud af, at hun er gravid.
Symptomerne på en abort er blødning og smerter. Smerterne kan være ve-agtige. Blødningen kan være med klumper af blod og eventuelt også fosteret, som udstødes. Ved blødning kontaktes din praktiserende læge eller den afdeling, du er tilknyttet på sygehuset, hvis du er begyndt på graviditetskontrollerne.
Du vil blive tilbudt yderligere undersøgelser af graviditeten (er du stadig gravid, og hvordan er forholdene i livmoderen, dine hormoner osv.). Hvis du aborterer selv (spontant), vil sygehuset følge forløbet og undersøge dig med henblik på hvilken behandling, du vil blive tilbudt. I en del tilfælde har du selv aborteret, og hvis undersøgelserne viser, at alt er i orden, er der ikke grund til yderligere indgreb.
Har du endnu ikke aborteret alt fostervæv m.v., vil du sandsynligvis blive tilbudt medicinsk eller kirurgisk abort. Ved den medicinske abort er det ikke nødvendigt, at du kommer i narkose, som det gøres, hvis du skal have et kirurgisk indgreb (en udskrabning).
Man kan have sex uden kondom efter 5-6 uger, da det anbefales at bruge kondom, når man har sex i de første uger efter aborten. Det anbefales også, at der er en normal cyklus hos kvinden med blødning, før man forsøger at opnå en ny graviditet.
Årsagerne til ufrivillige aborter er mange, og det kan være svært at finde ud af, hvorfor en kvinde aborterer. Aborter bliver hyppigere, jo ældre en kvinden og manden er, ligesom nogle livsstilsfaktorer (fx rygning og overvægt) også har betydning. Der er ofte tale om, at fosteret er sygt – fx med unormale kromosomer eller misdannelser, der umuliggør, at barnet kan overleve.
Hvis en kvinde har gentagende aborter (mere end 4 i træk), er det muligt at komme i særligt behandlingsregi på en fertilitetsklinik, hvor man er eksperter i behandling af kvinder, der aborterer igen og igen mod deres vilje.
De følelsesmæssige rutsjeture ved at have ufrivillige aborter er svære at tackle for langt de fleste par, som oplever dem. Både kvinden og manden vil i perioder være præget af sorg og krise, og det er væsentligt, at man søger professionel hjælp hos psykolog eller terapeut eller hos den praktiserende læge, hvis følelsesmæssige problemer præger dagligdagen. Kvindens og mandens reaktioner vil ofte være helt forskellige, og det er ofte en udfordring for parforholdet. Det er væsentligt at få hjælp, hvis en eller begge parter har behov for det.
Hvis det lykkes parret at få børn, kan de senere fødsler hos nogle udløse en gentagelse af sorgen over de “børn”, man har mistet tidligere. Det er en helt almindelig reaktion, og det er væsentligt at tale med hinanden (forældreparret), måske med nære venner og familie. Det kan også være relevant at tale med professionelle om det, hvis en eller begge forældre er følelsesmæssigt påvirkede af den vanskelige tid.
På sundhed.dk findes et forum med informationer for forældre, der oplever gentagne ufrivillige aborter. Der er også spørgefunktion og mulighed for at være i forum med forældre, som har tilsvarende oplevelser.