Hej!
Vi har et problem omkring vores 3 årige datters opførsel, som er begyndt at fylde mere og mere i vores hverdag.
Hun har en kusine på 1 år, som begyndte at gå for et par måneder siden. Vores pige er begyndt at skubbe til hende, når hun går forbi, eller når de sidder på gulvet. Dette giver af og til nogle ordentlige knubs for den lille.
Hun tager også rundt om halsen på hende bagfra, og holder hende fast selvom vi siger, at hun skal give slip, og at den lille ikke kan lide det. Sommetider giver hun ikke slip, selvom vi skælder hende ud, og vi bliver vrede, og så ender det med, at vi er nødt til at ”trække” hende væk.
Hun lægger sig også af til ovenpå hende, så den lille ikke kan komme op. Dette var lige ved at udvikle sig til en farlig situation i soveværelset forleden dag, da hun ikke ville lade den lille komme op igen!
Det hele sker ret umotiveret, og foregår ikke i vrede fra vores datters side. Hun er rigtig glad for sin kusine, og dette er absolut gengældt. Det er dog ved at være ret problematisk, da jeg ikke føler mig tryg ved at ”vende ryggen til dem”, når vi er sammen (og det er vi ret ofte).
Jeg synes, at vi efterhånden har prøvet alt! Vi har talt med hende, og forklaret hende, at den lille ikke kan lide det, og bliver ked af det, når hun er ”grim” ved hende på den måde. Vi har skældt hende ud og bedt hende om at gå ud af stuen, hvis det f.eks. er her, det har foregået og komme tilbage igen, når hun er klar til at sige undskyld.
Vi har prøvet ”timeout” (Lola Jensen), hvor vi har forklaret hende, at hun nu må sidde her pga. hendes opførsel, og at hun må komme med i legen igen, når hun er klar til at være god ved den lille igen og sige undskyld. Det skal siges, at hun bliver rigtig ked af det, og bliver hurtig klar til at komme med i legen igen og vil gerne sige undskyld. Men når det så kommer til stykket, kan hun ikke få ordet over sine læber!
Intet af dette ser ud til at hjælpe! I aften skulle vi være sammen med den lille hos min mor, og inden vi gik ind, satte jeg mig sammen med min datter, og lavede en aftale om, at hvis hun skubbede eller på anden måde var grim ved den lille, så kørte vi hjem lige på stedet! Efter en god times tid, skete det så – hun skubbede den lille helt uprovokeret, og så kørte vi hjem!!!
Min datter var rigtig ked af det, som hun altid bliver, når vi tager hende ”på fersk gerning” i at være ”grim” ved den lille.
Vores datter er meget velformulerende, så det sku ikke være fordi, hun har svært ved at udtrykke sig sprogligt. Jeg ser aldrig, at hun gør noget lignende ved sine legekammerater, som er jævnaldrende.
Vi har endnu et stort problem med hende, som jeg tror hænger lidt sammen med det ovenstående. Vi har en hund, som vi har haft fra hvalp og siden vores datter var 1,5 år gammel. Hun kan til tider være rigtig grim ved hunden. Hun rykker den i halen, napper den i kinderne, hiver den i ørerne og kan endda finde på at sætte tænderne i pelsen på ryggen af den. Dette sker også helt umotiveret og heller ikke i vrede. Det kan tværtimod foregå, når hun går forbi hunden og lige kommer i tanke om, at den skal have et knus. Så får den lige et nap eller et ryk bagefter, og ofte bliver hun helt stiv i ansigtet og kniber tænderne sammen, når det foregår – lidt som om at hun er rigtig hidsig og prøver at beherske sig…
Dette har stået på i en utrolig lang periode, og indtil nu, har hunden heldigvis været utrolig rar og fundet sig i behandlingen. Men det er jeg selvfølgelig bange for, at den ikke bliver ved med. Og hendes behandling af den er selvfølgelig heller ikke i orden!
Når det sker, har vi prøvet samme ”afstraffelse” som ved den lille kusine – uden det store held. Jeg bliver rigtig vred, når disse episoder opstår¸ og jeg har både råbt og skældt hende ud, og jeg har prøvet at tale med hende stille og roligt om det. Det hele er glemt i løbet af kort tid – det er meget frusterende!!!
Hun er meget glad for hunden, og savner den meget, når vi f.eks. er på ferie uden den. Hunden følger hende overalt herhjemme, og hun leger meget med den og er også involveret i pasningen af den (hjælper med at give den mad osv.).
Vores datter er enebarn.
Jeg håber, at du/I har et forslag til, hvordan vi får ”hevet” vores datter ud af denne dårlige ”vane”. Jeg har givet udtryk for min frustration overfor mange, og har fået lige så mange forskellige forslag til løsningen af problemet.
På forhånd tak for hjælpen.
Med venlig hilsen