Hej Else.
Jeg skriver fordi jeg har brug for et par gode råd.
Vi er de heldige forældre til en dejlig dreng på snart 18 måneder som normalt er en rigtig glad dreng, men vi har et problem omkring måltiderne – specielt aftensmåltidet som normalt serveres mellem kl. 17 og 17.30. Vores søn får det samme mad som os på tallerkenen delt ud så han kan tage hvad han vil have – med fingrene eller gaffel/ske som altid ligger klar. Han kan godt lide mad, men gider ikke sidde ved bordet ret længe. Nogle gange sidder han i 10 minutter andre i 2 og siger selv, at han er færdig. Vi giver ham lov til at komme ned og lege, når han siger at han er færdig med at spise.
Vores problem er nu, at han ikke giver os andre lov til at spise. Han kommer og tager min hånd og trækker i den og vil have, jeg går med ham. Hvis jeg følger ham med det samme kan han føre mig hen til et sted hvor vi skal lege, eller han prøver at kravle op på min stol og er glad og leger. Men giver mig så ikke lov til at komme tilbage til maden, fordi han bliver ulykkelig.
Hvis jeg derimod, når han kommer og tager min hånd, siger, ”nu skal mor spise mad, jeg kommer ned og leger når jeg er færdig” og slipper hans hånd så bliver han HELT ulykkelig. Han vandre rundt og græder og græder til det punkt hvor tårerne triller ned af kinderne og hele kroppen hulker. Det er frygteligt for os, fordi vi vil trøste ham. Men hvordan skal han så lære at vi sidder på vores numser når vi spiser og leger bagefter?
Det skal siges at han kun har fået lov til at græde sådan 2 gange, fordi vi har det forfærdeligt med det. Men hvordan kommer vi over dette? Hvis far på dette tidspunkt er færdig med at spise, og går hen til vores søn og siger, ”så kan vi to lege mens mor spiser færdig” så accepterer han det ikke – det er ikke godt nok til vores søn der er meget morglad lige nu.
Far kan normalt sagtens lege med ham og læse for ham osv. men ikke når han er ked af det. De to gange hvor han har fået lov at græde har far taget ham væk fra bordet, så jeg kunne få lov at spise færdig, men det er ikke særligt hyggeligt at sidde og spise alene med et hulkende barn i baggrunden.
Jeg synes heller ikke det er hyggeligt at skulle gå og nippe til min mad fordi jeg samtidig skal lege. Så hvordan kommer vi ud over denne ulykkelighed og ”kun mor der dur”?
Det skal siges at han altid får en flaske at sove på, som vi dog er begyndt at reducere i håbet om at han med tiden kan lægges uden. Nogle gange er han dog begyndt at ”snyde” os. Så han viser os at han er træt. Vi børster tænder, giver en ren numse, siger godnat og han kommer ned i sin seng og får sin flaske og bamse.
Men når flasken er tom så springer han kort efter op og vil ikke sove alligevel. Er denne manglende interesse for maden et tegn på at han ved at han får mælk inden han skal sove så derfor behøver han ikke spise? Men det forklarer dog ikke ulykkeligheden og at han er morglad.
En anden ting er; Når vi er ude og besøge familien får vores søn, der endnu er det eneste barnebarn/oldebarn, en masse opmærksomhed hele tiden som kun bedste- og oldeforældre med en kæmpe kærlighed kan give.
Han får ikke et stille øjeblik fordi der hele tiden bliver fundet nye ting at lege med, bliver udforsket, den ene hånd giver noget at spise mens den anden giver noget at drikke. Selv os som forældre føler os stressede over denne hyperaktive dag, og vores problem er nu, at når tiden kommer hvor vores søn skal sove er han helt overgiret og kan slet ikke finde ro (forståeligt nok for vores puls kører også på højtryk).
Nogle gange går der langt over en time og klokken bliver måske 21-22 inden han overgiver sig til søvnen. Jeg har luftet det at det er for meget, men hvordan får vi skabt den ro der skal til sidst på dagen så han kan få ro til at overgive sig til søvnen? Derhjemme kan han godt lege selv men får ikke rigtig muligheden når vi er ude.
Jeg håber i kan komme med nogle gode råd vi kan prøve.
På forhånd tak for hjælpen.