Hej Else
Håber inderligt du kan hjælpe mig lidt på vej her, da jeg ikke ved hvem ellers jeg skal spørge!
Vi har en søn på nu snart 20 mdr.
Han har altid været glad og smilende og ret lærenem. Det er mig der har gået med ham hjemme hele barslen. Han startede i dagpleje da han var 13 mdr., dog er det stadig mig der henter og bringer samt har resten af dagen med ham, da min kæreste arbejde i butik og er sent hjemme.
Vores søn har sådan set aldrig været hverken mor eller far-syg, men har kunne bruge os begge. (måske i en meget lille periode kun mig)?
Det har gået fantastisk, men jeg fik så om gangsyge, og vores søn var dybt ulykkelig over at se mig i sengen, og lå ofte tæt op af mig og sov. Far tog så over hele dagen, hvor han sørgede for, jeg kunne hvile uden vores dreng lige var i nærheden. Han prøvede at komme over til mig fik jeg at vide, men kunne ikke.
Nu er sagen den, vores søn virkelig viser, han har været sur på mig pga. dette. Han vælger far fremfor mig mest lige nu. Har ligesom sagt Okay, fair nok .. Jeg skal lige “tilgives”
Jeg bliver dog bare så meget i tvivl, da han jo stadig råber mor både når han vågner og bare herhjemme. Han vil gerne op til os begge og bæres (meget mere end før). Jeg er nu alene med ham her i vinterferien, og der er ingen problemer, samt intet jeg ikke kan hjælpe ham med.
Han bliver glad for at se sin far, når han kommer hjem, men viser det ikke i løbet af dagen, hvis du forstår? Det skal lige siges, han også lige pt. har en periode med seperationsangst, hvilket jo selvfølgelig ikke gør det bedre.
Det virker bare som om han er blevet lidt far-syg, men stadigvæk kan jeg godt bruges alligevel? Han kalder aldrig på “dada” eller “far” ??
Han er jo også ved at nærme dig de 2 år.
Bliver selvfølgelig også meget ked af det, hvis han virkelig har følt sig så afvist, da jeg lå syg.
Mvh.
Jeanette.