Kære sundhedsplejersken.dk
Jeg brug for sparring på min 1 -årige søns tilknytning.
Forhistorien er at de første tre måneder af min søns liv skreg han rigtig meget og havde nok en koliklignende tilstand. For ingen læge kunne finde hverken låsninger, skævheder, øreproblemer eller andet. Så jeg gik rundt med ham i bæresele og han har på den måde altid været fysisk tæt på mig de første måneder af hans liv.
Jeg har naturligvis altid trøstet, krammet og kysset ham når han er blevet ked af det, har slået sig etc. Jeg har aldrig ladet ham græde sig selv i søvn, har ammet ham +10 gange om natten, da han havde feber, fordi han efterspurgte det, og ammer stadig mange gange både dag og nat, bare fordi han elsker det. Jeg har ammet mig igennem sår, sprækker og bid, selvom jeg flere gange har sagt, at det ville være nemmere at stoppe. Jeg er af familien blevet kaldt lidt af en hønemor.
Jeg skriver det ikke for at bevise hvor fejlfri en mor jeg har været for min søn, for det har jeg ikke. Men simpelthen fordi jeg ikke kan forstå hvad jeg skulle have gjort anderledes. Jeg elsker jo min søn overalt på jorden.
Men den første tid med meget skrig og gråd var også meget frustrerende for mig og jeg er en to/tre gange kommet til at råbe/tale højt i frustration og har nogle gange også grædt af træthed og afmagt, mens han har siddet på armen grædende. Og der har han selvfølgelig kunne mærkes, at mor har været vred/ked af det. Kan han være blevet bange for mig efter det?
Jeg har også i et par måneder haft tiltagende svært ved at aktivere ham, og jeg tror han trænger til at komme ud blandt andre børn og lege. Vi har før gået til både babysvømning og legestue og det nød han. Jeg tror ærligt at han finder mig kedelig efterhånden.
Vi har naturligvis haft sundhedsplejerske, og hun har aldrig nævnt andet end at han ser ud til at stortrives og ved besøget ved 8/9 måneder skrev hun, at han var en meget tillidsfuld dreng, der var nem at få kontakt med.
Men det der bekymrer mig er, at han er meget tillidsfuld og interesseret i fremmede mennesker og søger kontakt med dem på samme måde som mig og hans far. Han kravler over til dem, rykker dem i buksebenet for at de skal løfte ham op, når de kommer på besøg eller vi besøger dem. Eks. fjern familie/venner som han kun ser et par gange om måneden. Han smiler og snakker til næsten alle, han får øjenkontakt med og de fleste synes jo af den grund at han er så kær og charmer jo tilbage. Kun hvis han er træt, eller der er mange fremmede samlet et sted, kan han virke lidt forbeholden og tilbageholdende.
Min intuition siger mig, at dette er forkert. At han burde være mere genert overfor andre og vise større behov for tryghed hos mig, når der er fremmede i nærheden. Og derfor er jeg bekymret for om han lider af dårlig tilknytning til mig?
Han havde en måneds tid omkring 8 måneder, hvor han blev ked af det, når jeg gik fra ham, han blev givet videre til far eller andre. Men det er også det eneste, jeg har oplevet. Han søger stadig min kontakt, men det er mest, når der ikke er andre i nærheden.
eg tror, han synes de er mere spændende end mig, som jo er der hver dag. Og han er slet ikke bange for dem. Jeg tænker af og til, at hvis mine bryster sad på en anden, så kunne jeg sagtens erstattes. Men måske er det ikke sådan, jeg ved det ikke. Men tanken nager mig.
Han har altid været meget udadvendt, helt fra han var helt ny, og han har sjældent reageret på at en fremmed tog ham ud af min favn.
Hvad tænker I? Hvordan skal jeg forholde mig og har jeg grund til bekymring?
Mvh