Hej Else.
Vi har en datter på snart 11 måneder som efterhånden er ved at køre sine forældre godt trætte. Hun har siden hun var 4 måneder sovet på eget værelse, og da hun var 6-7 måneder sov hun igennem uden mælk om natten.
Vi har den sidste måned haft mange nætter, hvor hun vågner, og vi skal kæmpe med at få hende til at sove. Det tager som regel 1 1/2 – 2 timer før hun overgiver sig.
Hun bliver puttet kl. 19 ca. hver aften og får ca. 150-200 ml MME inden hun skal sove. Hun er rigtig god til selv at falde i søvn i sin tremmeseng men når klokken bliver ml. 24 – 02, så vågner hun og er bund ulykkelig. Vi har prøvet at give sut, ekstra mælk, sidde med hende til hun sover, bære hende ind til os i håb om hun vil sove der, men der er intet der virker.
Lige nu går vi derind, lægger hende ned og giver hende sutten og går ud igen – hvilket resulterer i, at hun græder/skriger indtil vi kommer derind igen (der går som regel et par minutter imellem vi går derind), og det står på som regel i et par timer om natten. Vi kan se, hun er meget træt, men vil ikke overgive sig til søvnen!
Hun er ellers en meget glad pige og sover to lure i sin barnevogn i løbet af dagen – hun er startet i dagpleje for 2 måneder siden, og det går også rigtig fint. Hun er rigtig god til at spise og får stort set det samme som resten af familien – dog lige en enkelt flaske om aftenen, til når hun skal puttes. Håber du kan komme med et godt råd, så vi alle kan få vores nattesøvn tilbage.
Med venlig hilsen