Kære Mette.
Tak for jeres gode beskrivelse af jeres søns sovevaner, og hvordan I reagerer på dem. Det allerførste jeg tænker er, at du må overveje hvordan du kan sove de nætter, hvor din mand tager over. For DU har behov for at sove, når du ikke kan hænge sammen. Om du skal sove hos en veninde eller noget familie for at være helt væk, det ved du kun selv. Men det synes jeg absolut har højeste prioritet. Og det er dejligt for jer, at I hjælpes ad med det.
Det næste jeg lægger mærke til er, at jeres søn trives og er glad. Du fortæller også, at han er meget opmærksom på, hvor du er fx når I er i legestuen. Det er helt som det skal være for den alder, jeres søn har. Hans tilknytningsproces er stadig sådan, at han er i gang med at opbygge sin "sikre base", hvor han er meget opmærksom på, hvor hans primære person er i verden. Det er især MOR og i en del tilfælde også FAR, som er den primære og sikre voksenperson. Lidt senere vil han kunne være sammen med andre børn og voksne, som han kender og har en god kontakt med. Fordi han ved, at "Min mor/far kommer snart, de svigter mig aldrig". Han skal - før han kan dette - have så meget mental erkendelse, modenhed og overskud, der gør, at han har erfaret sig til, at sådan er det. Det er godt for ham at han er sammen med andre, som I gør det nu. Og ja, når du beskriver ham, så er han nok en følsom og opmærksom dreng, som vil have rige muligheder for at udvikle sine følelsesmæssige forhold til atndre på en meget konstruktiv måde. For en første forudsætning, det er jo at være opmærksom på andre mennesker og deres reaktioner. Det næste bliver så som årene går, at I hjælper ham til at tackle sin følsomhed til gavn og glæde både for ham selv og for andre. Jeg tænker at I sikkert har skrevet ham op til daginstitution, hvor han jo fint kan starte, når har er en smule ældre. Et helt naturligt sted at udvikle sig i forhold til kammrater og det fællesskab, det bringer med sig.
Jeg forestiller mig at hans natlige vakt-up-calls fra drømmeland i virkeligheden generer jer mest. Når han er glad og virksom hele dagen og udvikler sig godt, så er det ikke ham, der er mærket af nætterne. Men det er jer - hans forældre. Jeg synes, at I - ud fra jeres beskrivelse - tackler det rigtig godt. I venter og ser, om han bliver fuldstændig fortvivlet, eller om han falder til ro. Og ja, det kan godt være, at det er nogle hjernemæssige processer, som dem du også havde i din barndom. Jeg ved ikke hvor meget, du husker af det? Men du kan måske bringe erindringer frem, som kan fortælle lidt om hvordan du oplevede det - og bruge det, med tanker for hvordan du gerne vil have, at din søn oplever det.
Jeg kan forstå, at I har forsøgt om hjælperedskaber fra "Sov igennem uden gråd" har kunnet bidrage med en systematik og erkendelse, som kunne bringe jer videre. Men det har ikke været tilfældet. Så er i så langt, kan man sige. Der er intet mønster i det. Så helt ærligt. Skrot skriverierne hvis de ikke hjælper jer. Så bliver de jo bare yderligere en opgave. I er meget opmærksomne på, om han bliver for urolig mv. af dagene, og her ved I hvordan I kan hjælpe jer selv. Måske vil en accept af at "sådan er det for os lige nu, vi har gjort ALT, vi må leve med det"... det mest hensigtsmæssige, I kan gøre? I kan jo forsøge et par uger og se, om det bringer ro for jer. Men I skal nok ikke forvente, at jeres søns mønster ændrer sig af den grund. Det vil være godt hvis især du, Mette, som nærmest ikke kan hænge sammen af træthed, fik nogle nætters søvn, hvor du helt slipper håndtaget. Så vil du bagefter få mere overskud.
I har også den mulighed, at I drøfter situationen med de fagfolk, som I har til jeres rådighed fx jeres praktiserende læge og jeres sundhesplejerske.
Held og lykke med det hele.
Med venlig hilsen
Else Guldager
Sundhedsplejerske phd.