Hej Else.
Jeg har en dejlig lille datter på knapt 10 måneder. Hun er glad, dygtig, aktiv og så er hun også temperamentsfuld og stædig! Hun udvikler sig som hun skal, spiser godt og sover forfærdelig dårligt..
Faktisk så tror jeg, at jeg vil sige at det med hendes søvn har været den største udfordring for mig ved at blive mor.
Da hun lige var kommet til verden sov hun som en sten om dagen men hen af aftentiden vred hun sig rundt i vores arme, og det kunne ofte tage op mod tre timer for hende at falde til ro.
Da hun blev 4 måneder valgte vi at lægge hende for sig selv i vuggen ved siden af vores seng, mens vi lavede noget i rummet. Her faldt hun i søvn efter halvanden til to timer, så en forbedring synes vi.
Da hun blev 6 måneder valgte vi at lægge hende ind i hendes egen seng. Hun fik natflaske og sut derefter og faldt i søvn i løbet af nul komma fem enten i vores arme eller i det samme hun ramte puden, i hvert fald accepterede hun, at nu var det sovetid. Det var helt fantastisk! Og det varede en måned..
Efter denne måned hvor det i en uge stod på spræl og ballade i sengen besluttede vi, at det der med at lære at falde i søvn selv var en ønskelig ting. Forinden havde jeg snakket med vores sundhedsplejerske som havde spurgt til vores piges søvn. Jeg sagde at det med at falde i søvn selv var en ønskelig ting, og sundhedsplejersken sagde, at vi skulle gøre, som når hun skal sove i barnevognen om formiddagen, for her er det intet problem.
Jeg lagde hende i sengen og forlod rummet, hun græd med det samme, og jeg slog koldt vand i blodet, hvorefter jeg gik ind til hende igen og venligt lagde hende ned og sagde godnat. For hver gang jeg gik blev hendes gråd mere hysterisk, og da der var gået flere timer på denne måde, kunne jeg ikke klare mere!!
Udgangspunktet var en dejlig træt pige og slutproduktet var en fuldstændig grådkvalt og opkogt pige, der faldt i søvn i mine arme, så snart jeg tog hende op. Efter dette besluttede vi, at det måske var bedre at starte med at lægge hende ned, og lade hende falde i søvn mens vi holdt hende i hånden. Og det er gået ok med det, hun faldt i søvn efter en halv til en hel time.
Men pludselig skete der noget for ca en uge siden. Hun er begyndt at blive passet af sin farmor nogle timer hver uge, hvilket hun har reageret ret voldsomt på. Hun lader til at hade og elske mig på samme tid.
Om dagen kan hun finde på at slå, rive og nive og også at klamre sig fast, og nogle gange lader det til at hun ville kravle under huden på mig hvis bare hun kunne.. Hun har også sovet dårligere om dagen.
Men altså det startede med at hun blev lagt i seng og fra kl 1-5 der vandrede jeg frem og tilbage mellem hendes og vores seng. Bedst som jeg troede at hun var faldet i søvn igen og prøvede at forlade rummet, var hun vågen (Skal lige siges at hun alle dage har kaldt, fået flaske da hun var mindre eller vand og sut mange gange i løbet af natten).
Efterfølgende nat var det ligesådan og nu har vi så haft to aftener i træk hvor hun har nægtet at sove før kl 22.30 og kl 00.00! Hun triller rundt, rejser sig op, vifter med arme og ben, smider sutten rundt og ud af sengen, griner, smiler og snakker og nægter at “samarbejde”.
Hendes putteritualer: nusseklud og sut mens vi læser hendes ynglings pegebog, skifte ble og få nattøj på, børste gummer og får nat flaske på værelset med helt dæmpet lys. Hun bliver puttet kl 20 og står typisk op kl 5.30 – 6.30.
Hun sover formiddagslur i barnevognen kl 8-9 i halvanden til to timer, sover igen (I barnevognen, i sengen eller efter megen natteroderi i vores seng med mig..) ved en 14-15 tiden i halvanden til to timer. Indimellem sover hun også en mindre lur ved 12 tiden, typisk 30-45 min. Jeg har altid hørt, at det at gå til og fra er det bedste, og nu har jeg så hørt at det er traumatiserende, hvad er din/jeres holdning til dette?
Hvordan kan jeg lære hende at det er dejligt og rart at sove? Noget jeg/vi bør gøre anderledes nu hun lader til at have..?separationsangst??..
Vi er ved at være trætte og kan ikke forstå at det kan blive ved med at være så svært. Bedst som vi tror vi har fundet løsningen, går det bare skævt igen. Mit ønske har altid været at hun skulle falde i søvn selv i egen seng, men mange gange har jeg været ved at give op, og hvis det ikke havde været fordi at jeg også har skullet tage hensyn til min mand, så havde vores datter nok endt med, stik imod mit ønske, at sove i vores seng.
Mvh.