Hej Elskende mor med lange arme.
I har en udfordring med den søvn, som mange andre forældre kan nikke genkendende til. Tak for din meget fine beskrivelse af, hvordan det går.
Du fortæller, at du har læst, det skulle virke traumatiserende på børn, hvis man går til og fra. Jeg har ikke kendskab til at det skulle forholde sig sådan. Den viden, vi læner os op ad i sundhedsplejersken.dk om søvn og adskillelse, det er, at børn ikke skal være ude af sig selv af fortvivlelse som en del af det almindelige putteritual, man har i den enkelte familie. Der kan altid være situationer, hvor barnet græder, fordi det er overtræt eller af andre grunde, men det er godt at stræbe efter, at barnet ikke græder i forbindelse med, at det skal sove.
Med hensyn til jeres datter og hendes søvn tænker jeg, at I kan sætte ind på flere fronter. Alle de klassiske ting fx – dejlig seng, mørkt i rummet (ikke noget med sovelamper eller den slags), passsende temperatur, god luft (et vindue åbent alt efter årstiden)
1. Det er fint, hvis I kan begynde putteritualet før hun viser de første tegn på træthed.
Hun skal da være mæt (I kan evt. give hende en ekstra portion lun grød, så I ved, at hun er godt mæt + så meget vand, som hun vil have).
Hvis hun kommer i et varmt bad om aftenen (det virker søvnfremkaldende) så kan I – enten før eller efter give hende lidt babymassage. Det får hende til at slappe yderligere af.
2. I putter hende i sengen på eget værelse, og det lyder glimrende.
3. Det er godt hvis I kan undgå, at hun skal “stimuleres” på en særlig måde, når hun skal falde i søvn. I holder hende i hånden… Det kan godt forstyrre hende. Nogle børn vil efterhånden reagere på, når den voksne trækker hånden til sig, og holde sig vågne, fordi de koncentrerer sig om at mærke om “mor eller far ved at gå væk fra mig”.
4. I kan bestræbe jer på, at hun falder i søvn ved egen kraft. I kan evt. som noget nyt, lade hende lytte til blid musik. Der er nogle børn, som reagerer godt på det. I kysser stille og blidt godnat. Når I har sat musikken på (den skal vare cirka 3-5 minutter), så går I stille ud af rummet.
5. Når hun så vågner om natten, sætter I den blide musik på igen (det må gerne være samme “nummer”, om I forstår). Så vil det blide musikstykke efterhånden bliver hendes tegn til “nu skal jeg sove”.
Hvordan et barn falder i søvn beror på mange ting. Og børn er meget forskellige med hensyn til, hvor lette eller svære, de er, at få til at sove. For nogle få børn kan det bare… Rigtig mange børn lærer at sove ved hjælp af de vaner, som vi sporer dem ind på. Og det ved man virker. Vaner som gentager sig døgn efter døgn, det hjælper de allerfleste børn og forældre.
Udfordringen er, som I også oplever, at søvnen er følsom for mange andre ting i barnets liv. Når det begynder at blive passet lidt af farmor – eller kommer i dagpleje/vuggestue, når det bliver sygt, hvis man har været på ferie osv. Men så handler det om at finde tilbage til vanerne igen, måske kommer de til at se lidt anderledes ud, for barn og forældre indstiller sig på hinanden.
Ofte er det sådan, at det tager lidt tid, før en ny vane er indarbejdet.
Jeg håber, at du har fået lidt forskellige ideer, I kan bruge i bestræbelserne på at få en god nattesøvn – alle sammen. Du må gerne skrive til mig og fortælle, hvordan det går.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.