Hej
Vi har en dejlig dreng på 17 mdr. Han er en aktiv fyr, der hellere løber rundt end går – han elsker sin gynge og “kører” lange ture på sin lille scooter, så der er gang i den og han får brugt en masse energi i løbet af dagen. Tilsvarende har han også en god appetit, og spiser godt, selvom der ryger lidt mindre ned her i varmen.
Han sover til middag ca kl. 12 og sover så 2-3 timer. I dagplejen bliver han lagt ud og falder selv i søvn, mens vi her hjemme er lidt mere “pylrede” og står ved barnevognen til han sover – som regel går det hurtigt.
Til gengæld har vi nu store problemer om aftenen. Vores rutine er aftenmad, herefter børstes der tænder og han kommer i bad. Så får han lov til at lege lidt, hvorefter far tidligere kunne putte ham ved 20-tiden sammen med hans sovedyr.
Nu viser han ingen tegn på træthed om aftenen og vi kan bruge timer på at få han til at sove – vi skiftes til at sidde ved sengen, da han bliver ked af det, hvis vi går (og jeg ikke er tilhænger af at lade han græde sig i søvn).
Vi har prøvet at trække sengetiden lidt. Fx i går sad vi fra 20.30 til 21.45 – og det går både ud over tålmodigheden og vores “voksen-tid” sammen. Vi har gjort alt, hvad vi kan for at mørklægge hans værelse og har en lille blæser stående for at køle, så selvom varmen kan spille ind, synes vi, at vi har forsøgt at gøre de ydre rammer så gode som muligt.
Men han ligger og små pludrer, griner, vender og drejer sig, og kan slet ikke finde ro. Han forsøger at rejse sig op, men så ligger vi ham ned igen og siger, at det er sovetid og synger hans godnatsang.
Nogle gange brokker han sig over at blive lagt ned, men som regel virker det mere som om, han tror, det er leg.
Pyha, det blev til lang smøre, og egenligt ved jeg jo godt, at der ikke findes en opskrift på putning, men jeg vil gerne have lidt input til, om der er noget, vi kan forsøge at gøre anderledes – jeg glæder mig jo f.eks. til han får tålmodighed til at få læst godnathistorier, men nu er bøger blot noget man bladrer og bider i.