Kære Bente.
Jeg har et problem med min søn på 16 mdr. Han vil ikke sove om natten.
Du får lige et kort resume af hans liv. Han har siden han blev født haft problemer med sin sutteteknik, og der har derfor været bekymringer ved hans vægt, da den har gået meget op og ned. Vi har gået til undersøgelser på sygehuset, men de siger nu, at han er bare en fin, slank og meget aktiv dreng (hvilket jeg egentlig hele tiden har sagt).
Det skal også siges at både jeg og hans far har ADHD, så der er stor sandsyndelighed for, at han også har det. Jeg er alene med ham, han ser slet ikke sin far.
Han begyndte ellers at sove igennem, da han var ca 2 mdr., men da han så blev omkring 8-9 mdr. så begyndte “mareridtet”.
Det har været meget skiftende, hvordan han har sovet. Nogle nætter er han kun vågen et par gange, andre nætter er det 10-20 gange. Nogen gange er det nok med sutten eller lidt at drikke og andre gange har jeg gået rundt med ham på armen i, ja op til flere timer ofte.
Vi har så gået til ørelæge, pga han havde væske på ørerne, og han har så nu fået dræn i, men det har ikke hjulpet. De sidste to nætter er han vågnet, hvor han bare skriger, af sine fulde lungers kraft, lige så det gør ondt i ørerne. Det hjælper ikke at tage ham op, han bliver ved og vrider sig, intet er godt, hverken sut eller flaske.
Han får stadig natflaske, da sundshedsplejersken synes, at jeg skulle vente til efter hans ører var i orden med at stoppe med den. Og han er jo meget slank, så han kan godt “tåle” det. Men jeg har dog fortyndet det rigtig meget, så det næsten kun er vand.
Jeg er så frustreret. Jeg trænger til at sove og ja, det gør min søn også. Det tager på mine kræfter og jeg er heller ikke kommet tilbage på arbejdsmarkedet. Er sygemeldt, fordi jeg ikke kan magte noget som helst, når jeg ikke får min søvn.
Hvordan får vi vores nattesøvn igen?
Kærlig Hilsen