Hej,
Jeg har en datter på ca. 4½ måned. Vi har været igennem en vanskelig periode fra fødslen med indlæggelse på hospitalet pga. en infektion og efterfølgende kolik, til hun var knap 4 måneder. Vi har i hele denne periode haft svært ved at få hende til at falde i søvn fra sen eftermiddag og til midnat.
Derefter plejede hun at sove rimeligt godt indtil kl. 7.30 – 8.00 om morgenen. Formiddagen har altid været rigtig god. Hun har typisk sovet ca. 3 timer i sin barnevogn udenfor. Hendes problemer med at falde i søvn om aftenen, har vi indtil nu først og fremmest ment, var et resultat af mavesmerter.
Nu da kolikken er forsvundet, havde vi naturligvis håbet på, at få et bedre søvnmønster. I stedet er der faktisk sket det, at det er blevet værre – i hvert fald for mig, der efterhånden er ved at bryde sammen af træthed.
Jeg kan stadig få hende til at sove udenfor i barnevognen 2-3 gange i løbet af dagen. I øjeblikket er der typisk en første lur på ca. ½-1 time, derefter en vågen periode på ca. 1 time og så søvn igen i ca. 2 timer. Om eftermiddagen kan jeg nogen gange få hende til at sove yderligere 1-3 timer. Der er stor variation i antallet af timer.
Om eftermiddagen/aftenen begynder problemerne så: Hun vil ikke sove og græder voldsomt, bare hun fornemmer, at jeg forsøger at få hende til at falde i søvn. Hun har hidtil kun villet sove i mine arme om aftenen, men nu vil hun heller ikke sove dér. Hun ligger med et enkelt øje halvåbent og vågner op ved den mindste lyd eller bevægelse. Hun virker meget urolig, og jeg får en fornemmelse af, at hun føler sig utryg.
Det nytter desværre ikke at lægge hende hos hendes far i stedet, og det er helt håbløst at få hende til at ligge i sin egen seng.
Om natten har jeg nu svært ved at få hende til at falde i søvn – det gik ellers fint før – og meget ofte vågner hun én eller to gange i løbet af natten og er lysvågen og ligger og pludrer. Det kan hun så finde på at gøre i flere timer. Ligesom om aftenen kan hun ligge og halvsove lidt i mine arme, men hun vågner med det samme, hvis jeg forsøger at få hende til at ligge for sig selv. Hun kan heller ikke falde i søvn uden at ligge i mine arme. Hun er nu også begyndt at vågne meget tidligt, nogle gange allerede ved 5-tiden, og da jeg typisk først kan få hende til at sove efter midnat, får hun ikke meget søvn i løbet af natten.
Hendes kolik stoppede omtrent samtidig med, at hun begyndte kun at have afføring hver anden dag. Til gengæld har hun nu rigtigt meget luft i maven. Jeg har på fornemmelsen, at det muligvis er med til at gøre hende urolig, da hun altid begynder at prutte, når jeg lægger hende på ryggen i sengen.
Har I nogle gode råd?