Hej
Min datter på 3½ blev renlig for 4-5 mdr siden. Det har gået rigtigt godt med kun få, oftest små, uheld om ugen.
Vi har hende ude at tisse når vi går i seng om aftenen. Så hun har til dato aldrig tisset i sengen.
Men den sidste 1½ uges tid har hun stortisset i bukserne hver dag, og flere gange om dagen! Hun kan pludselig komme og sige at hun skal på toilettet (før gjorde hun det bare). Vi svarer, at så skal hun gå derud. Men hun går ikke derud! Finder pludselig på alt mulig, hun lige skal først, så hun ikke ‘når det’.
Hvis vi kan se, at hun skal til at finde på undskyldninger for at trække tiden, hiver vi straks fat i hende og går med hende ud på toilettet. Men ligesom vi trækker hendes bukser ned siger hun ‘jeg tror ikke jeg når det!’ Og det har hun så ret i 19 ud af 20 gange. Eller også sidder hun og leger og så siger hun helt roligt ‘jeg har tisset!’
Hun virker irriterende ligeglad med, at hun pludselig tisser i bukser og møbler. Vi kan sige til hende ‘Nu skal du lige gå ud og tisse skat’ og så svarer hun kort efter ‘jamen jeg HAR lige tisset! I bukserne!’ Ihhh!!!! Som om hun nu tisser spontant ved påmindelsen.
Vi kan også have haft hende ude at tisse. 15-30 minutter senere kommer hun så og siger hun har tisset i bukserne. Så hun tømmer altså heller ikke blæren helt.
Hvad skal vi gøre ved denne pludselige flod af urin? Hvorfor kan hun nu lige pludselig ikke finde ud af at gå på toilettet længere når hun ellers har været så dygtig?
Måske det hører med at sige at hun prøver grænser af i helt ekstrem grad for tiden. For 1 år siden fik hun en lillebror. Og hun kan ikke helt se forskellen på at han tisser i bleen og hun i underbukserne. Det fortalte hun i dag. Hun har ellers fablet meget om, at han er lille og tisser i ble, mens hun selv er stor og tisser på toilet.
Hun skal selv skifte bukser, når hun har gjort dem våde. Har tisset løbet ned af benene, skyller vi dem. Ellers vasker vi hende med vådserviet, hvis hun lugter. Det ser hun desværre kun ud til at nyde alt sammen. Gammelklogt meddeler hun: ‘Vi vasker bare, mor’ eller ‘Jeg tager bare tørre bukser på, mor’. ‘Pyt, mor!’