Hejsa,
Jeg er en, efterhånden, ret så desperat mor til en dreng på 3 år. Han har længe ikke haft afføring i bleen (vi taler om 4-6 mdr) og har ikke haft ble på i dagtimerne i ca. 3 mdr.
Det er ikke noget, vi har presset ham til, men han har selv givet udtryk for, at være klar til at smide bleen.
Der var selvfølgelig en del uheld i starten, men det kom han ret hurtigt efter og kom ret hurtigt ind i en god rytme, mens han var i dagpleje. Så startede han i børnehave og så skal jeg love for, at der er kommet udfordringer til i hverdagen.
Han har daglige uheld, både med urin og afføring og han er aldeles ligeglad (eller det ved jeg selvfølgelig ikke, men han giver ikke udtryk for andet). Han kommer næsten aldrig selv og siger til, når han har lavet i bukserne og nogle gange siger han endda, at han ikke har lavet noget, når vi siger til ham, at han skal med på toilet – på trods af, at vi kan se (og lugte), at der er noget.
Det er næsten kun blevet værre og vi ved selvfølgelig godt, at det kun er en periode, men når han er så ligeglad, er vi jo nødt til at være ekstra opmærksomme. Der har ikke været andre problemer med opstarten i børnehaven. Han er glad og tilfreds, både når han bliver afleveret og hentet.
Dertil kommer, at han skal være storebror faktisk, hvornår det skal være. Det har vi også snakket meget om og jeg er godt klar over, at det også kan have indvirkninger på det.
Vi ved ikke, hvordan vi skal få ham til at komme ind i en rutine igen. Når vi spørger ham, om han synes, det er rart at lave i bukserne, siger han selv, “nej, det er ulækkert”, men spørger vi ham så, hvorfor han gør det, siger han som regel, “sådan er det bare” og det svar kan jeg altså ikke godtage.
Vi har prøvet alt, synes jeg. Vi har prøvet at lade være med at sige noget, at fortælle ham, at det ikke er i orden, at snakke med ham om han har brug for at få ble på igen, at bestikke ham med “hyggelige” ting (såsom en vingummi, en bog eller andet) og ja, det er vi godt klar over, måske ikke er den mest pædagogiske ting, men i mangel af bedre er det det, der har virket bedst indtil nu.
Vi siger ofte til ham, at han lige skal med ud på toilet og siger også, at det er helt i orden, at der ikke kommer noget, men vi er nødt til lige at prøve. Jeg kunne blive ved med at skrive, kan jeg mærke, men jeg tror, I har fået indtryk af, hvad jeg sprøger om. Hvad gør vi og hvad skal vi slet ikke gøre?
Med venlig hilsen