Børn med pylorusstenose gylper voldsomt og får efterhånden opkastninger, som oftest står som en stråle ud af munden. Barnet er derfor sultent, men det kan ikke få mad nok.
Det er væsentligt, at barnet behandles. Du skal derfor søge læge, som sandsynligvis vil indlægge barnet til nærmere undersøgelse. Her vil man undersøge barnets mave, sandsynligvis ved hjælp af ultralyd. Fastslås det, at barnet har en forsnævring, vil man med en lille operation gøre lukkemusklen mere slap og på den måde kurere barnet. Det er mest almindeligt hos drenge – cirka 3 børn pr. 1.000 børn har mavemundsforsnævring, som det også kaldes.