Hvad kommer mæslinger af?
Mæslinger skyldes en infektion med morbillivirus først i luftvejene og siden med spredning til lymfekirtler, hud og slimhinder. Før indførelse af MFR-vaccination forekom ikke sjældent tilfælde med hjernebetændelse i forbindelse med mæslinger i Danmark.
Hvordan udvikler mæslinger sig?
Mæslinger begynder med pludselig feber til ca. 39 °C, som varer i ca. 3 dage. Der er også løbende næse og røde øjne og lysskyhed, ondt i halsen, hæshed og en tør, søløveagtig hoste. Man kan kende mæslinger på kopliks pletter, der er små, ca. 1 mm brede saltkornsagtige hvide pletter med rødme omkring, som ofte kan ses på kindens eller læbernes inderside. Pletterne forsvinder inden udslættet bryder frem.
Temperaturen kan falde til næsten normalt niveau, inden der kommer udslæt. Når udslættet kommer starter en ny temperaturstigning til 39-40 °C. Udslættet begynder typisk omkring ørerne og breder sig i løbet af to dage over ansigt, hals, og ned over kroppen samt arme og ben. I startet er udslættet plettet og bliver efterhånden sammenflydende med normal hud mellem pletterne. Samtidig med udslættet tiltager de samme symptomer, som var i begyndelsen, og måske kommer nu flere af symptomerne, og patienterne føler sig meget syge.
Udslættet aftager igen over tre dage samtidig med, at temperaturen daler.
Hvor tit ser man mæslinger i Danmark.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har sat som mål at bringe smitten med mæslingevirus under kontrol. Mæslinger er fortsat almindelige i Asien og Afrika. Der forekommer stadig også udbrud i Europa, især i blandt befolkningsgrupper med lav vaccinationsdækning. Mæslingeepidemier var tidligere almindelige i Danmark ca. hvert andet til tredje år. Men efter indførelse af MFR-vaccination er mæslinger nu sjældne i Danmark. Men vaccinationsdækningen er stadig så lav, at der kan forekomme små udbrud blandt ikke-vaccinerede personer – både børn og voksne. Og der er i de fleste år tilfælde af mæslingeudbrud.
Mæslinger i udlandet
Der er jævnligt udbrud af mæslinger i Italien, Frankrig, Rumænien, Grækenland, Albanien og Tyrkiet samt i Østeuropa fx Ukraine, Hviderusland, Serbien og Rusland og selvfølgelig også i fjernere egne af verden i fx Østen, Syd- og Mellemamerika.
Smitteveje
Mæslingevirus er meget smitsomt og findes i sekretet i næse og svælg. Smittevejen er med dråber gennem luften.
Der går 8 – 11 dage fra smitte til de første symptomer viser sig, og 13 – 14 dage fra smitte til udslæt fremkommer. Patienter kan smitte, fra de første symptomer viser sig, indtil 5 dage efter fremkomst af udslæt og er mest smitsomme, lige før udslættet tilkommer.
Behandling
Der er ingen behandling udelukkende ”lindrende tiltag”.
Forebyggelse
Mæslinger kan forebygges med de vaccinationer, der indgår i det danske børnevaccinationsprogram med MFR-vaccinen, der også beskytter mod fåresyge og røde hunde. Det er også klogt at de voksne lader sig vaccinere inden rejser til udlandet, hvis de ikke har haft mæslinger, da de var børn.
Kilde:
Statens Serum Institut. Se mere på ssi.dk